Trump aflyser G7-topmøde

G7-møde skulle have fundet sted i juni i USA, men landet er optaget af coronavirus, så videomøde er løsningen.
Canadas premierminister, Justin Trudeau, holdt i begyndelsen af ugen et videomøde  i sit hjem med sine G7-kolleger. Han er i hjemmekarantæne, fordi hans kone, Sophie Gregoire, er ramt af Covid-19,  der er den sygdom, som coronavirusset forårsager.
Canadas premierminister, Justin Trudeau, holdt i begyndelsen af ugen et videomøde i sit hjem med sine G7-kolleger. Han er i hjemmekarantæne, fordi hans kone, Sophie Gregoire, er ramt af Covid-19, der er den sygdom, som coronavirusset forårsager.

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/03/2020

På grund af coronavirus aflyser præsident Donald Trump et topmøde for G7-landene i juni, der skulle holdes i Camp David nær Washington.

I stedet planlægger han at holde en videokonference med lederne. Det oplyser Det Hvide Hus.

USA står i spidsen for de syv velhavende lande, som udgør G7. Ud over USA drejer det sig om Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, Japan og Canada.

Judd Deere, der er talsmand for Det Hvide Hus, siger, at topmødet i stedet vil blive holdt på afstand mellem deltagerne.

- For at hvert land kan fokusere på sundhed og de økonomiske udfordringer ved Covid-19, siger han om sygdommen, der skyldes coronavirus.

De øvrige seks lande er blevet orienteret.

- Det Hvide Hus informerede også de andre G7-medlemmer om, at for at kunne fortsætte den tætte koordinering, så vil præsidenten samle ledere via en videokonference i april og maj, som han gjorde i denne uge, siger Deere.

Trump havde torsdag et videomøde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, hvor de blev enige om at arbejde tæt sammen om at bremse coronavirussets hærgen.

Samtlige G7-lande er lige nu i højeste beredskab for at bekæmpe pandeminen.

Kilde: /ritzau/AFP