Mads Brügger vil dele uset materiale om Nordkorea med FN

Den danske journalist har en "enorm" mængde materiale om Nordkorea, han gerne vil dele med FN-ekspertpanel.
Mads Brüggers seneste dokumentarfilm, "Muldvarpen - undercover i Nordkorea", afslører, hvordan Nordkorea tilsyneladende forsøger at omgå internationale sanktioner. (Arkivfoto)
Mads Brüggers seneste dokumentarfilm, "Muldvarpen - undercover i Nordkorea", afslører, hvordan Nordkorea tilsyneladende forsøger at omgå internationale sanktioner. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

14/10/2020

Journalist og instruktør Mads Brügger vil gerne dele information om Nordkorea med et FN-ekspertpanel, der overvåger sanktioner mod landet.

Det siger han tirsdag til nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer, efter at Brüggers seneste dokumentarfilm, "Muldvarpen - undercover i Nordkorea", afslører, hvordan landet tilsyneladende forsøger at omgå internationale sanktioner.

I filmen følger man en pensioneret dansk kok ved navn Ulrich Larsen. Han har over en årrække har infiltreret det nordkoreanske styre via den nordkoreanske støtteorganisation KFA.

Gennem ham får man et indblik i forskellige ulovligheder og tilsyneladende brud på sanktioner begået af nordkoreanerne.

Og der er meget mere at komme efter, end det man ser i filmen, siger Mads Brügger.

- Vi har en enorm mængde materiale. Jeg vil gerne mødes med FN's ekspertpanel om Nordkorea for at starte en dialog om, hvad de kunne være interesserede i, siger han til Reuters.

En af de største afsløringer i filmen er, hvordan Nordkorea tilsyneladende uden problemer kan hjælpe Ulrich Larsen og en tidligere soldat, der udgiver sig for at være international våbenhandler, med at bygge en underjordisk våbenfabrik på en ø i Uganda.

Dokumentaren navngiver også flere nordkoreanske embedsmænd og viser, hvordan landet har salgskataloger fyldt med missiler, kampvogne og bomber.

- Hvis filmen på nogen måde kan hjælpe med at bremse Nordkoreas ihærdighed i forhold til at bryde sanktioner og sprede deres våben ud over hele verden, så vil jeg være meget glad, siger Mads Brügger til Reuters.

FN's ekspertpanel om Nordkorea har allerede indkaldt muldvarpen Ulrich Larsen til et møde om afsløringerne.

Mandag meldte Danmark og Sverige ud, at de sammen vil bringe dokumentaren op i FN's sanktionskomité.

Nordkorea har været underlagt FN-sanktioner siden 2006. De er det seneste år blevet skærpet af FN's Sikkerhedsråd for at bremse landets atomprogram.

Kilde: /ritzau/