Europas store lande appellerer til Iran om at holde atomaftale

Frankrig, Tyskland og Storbritannien lover at samarbejde med Iran for at sikre stabilitet i regionen.
Irans atomenergikommission har udsendt dette billede af centrifuger på atomaklængget Natanz 300 kilometer syd for Teheran. Efter USA's likvidering af den iranske general Qassem Soleimani meddelte Iran, at det i strid med den internatinale atomaftale ville tidoble berigningen af uran i centrifugerne.
Irans atomenergikommission har udsendt dette billede af centrifuger på atomaklængget Natanz 300 kilometer syd for Teheran. Efter USA's likvidering af den iranske general Qassem Soleimani meddelte Iran, at det i strid med den internatinale atomaftale ville tidoble berigningen af uran i centrifugerne.

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/01/2020

Lederne for Frankrig, Tyskland og Storbritannien opfordrer i en fælles erklæring Iran til igen fuldt ud at overholde atomaftalen fra 2015.

- Vi anmoder indtrængende Iran om at omgøre alle indgreb, der ikke er i overensstemmelse med aftalen, og i stedet vende tilbage og kommer i fuld overensstemmelse med den, hedder det.

Erklæringen er udsendt af den franske præsident Emmanuel Macrons kontor.

- Vi opfordrer Iran til at afstå fra flere voldelige aktioner, skriver de tre landes ledere videre.

De siger, at de er klar til at samarbejde med Iran for at bevare stabiliteten i det mellemøstlige område.

Præsident Donald Trump trak i 2018 USA ud af den internationale atomaftale. Til stor fortrydelse for de europæiske lande. I stedet valgte USA hårde økonomiske sanktioner mod styret i Iran.

USA dræbte forrige fredag den iranske topgeneral Qassem Soleimani. Drabet skete ved et droneangreb foran lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad.

Det fik Iran til at meddele, at det ikke længere er bundet af de krav, som stilles i atomaftalen om berigning af uran. Hvis den del af aftalen falder sammen, ville Iran i løbet af kort tid kunne udvikle et atomvåben.

Det blev onsdag fulgt op af iranske raketangreb på to baser i Irak med amerikanske soldater. Ingen blev dræbt ved angrebet.

Senere samme morgen nedskød Irans revolutionsgarde ved en fejl et ukrainsk passagerfly. Det var lettet fra lufthavnen i Teheran med 176 personer om bord. Alle omkom.

Ud over de tre europæiske lande har Kina og Rusland skrevet under på atomaftalen og ønsker at bevare den.

De tre lande deler sammen med de øvrige EU-lande en "fundamental fælles sikkerhedsinteresse", hedder det i beskeden til Iran. Herunder at forhindre, at der sker en spredning af atomvåben. Her spiller atomaftalen med Iran en nøglerolle.

Kilde: /ritzau/Reuters