1.000.555.
Natten til tirsdag dansk tid rundede den tæller, der registrerer antallet af døde coronasmittede globalt, en million. Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.
Med lidt over 205.000 coronadødsfald er USA det land i verden, der har registreret flest ofre for virusset blandt sine omkring 330 millioner indbyggere.
Derefter kommer Brasilien med over 142.000 døde. Landet har omkring 211 millioner indbyggere.
Der er bekræftet knap 33,3 millioner smittetilfælde på verdensplan.
Det reelle antal smittede og døde kan dog være højere, idet ikke alle lande har kapacitet til at teste i tilstrækkeligt omfang eller registrere dødsårsagen korrekt.
Coronavirus blev opdaget i Kina kort før nytår og har siden spredt sig til resten af verden.
Europa blev ramt hårdt i den første bølge af smitteudbrud, der for alvor viste sig i februar og marts. Det fik først Italien og siden flere andre lande til at lukke ned for skoler, virksomheder og meget andet.
I løbet af foråret og sommeren faldt smittetallene markant. Men i de seneste uger har en række europæiske lande meldt om en stigning i antallet af nye smittetilfælde.
Det har betydet, at mange regeringer - inklusive i Danmark - har set sig nødsaget til at indføre tiltag for at bremse smittespredningen og undgå, at hospitalerne overbelastes.
Også i New York i USA stiger antallet af smittede, siger guvernør Andrew Cuomo.
Af de næsten 53.000 test, der søndag kom svar på, var 834 positive. Det svarer til 1,5 procent, hvilket stadig er lavt, men en bekymrende stigning i visse områder, siger myndigheder.
Delstaten var i begyndelsen af udbruddet den hårdest ramte i USA.
Verdenssundhedsorganisation (WHO) advarer om, at antallet af coronarelaterede dødsfald kan stige til to millioner på verdensplan, hvis vi ikke aktivt gør nok for at forhindre det.
- En million er et forfærdeligt tal, og vi bliver nødt til at reflektere over det, inden vi begynder at tænke over næste million, sagde WHO's chef for akutindsatser, Michael Ryan, på et pressemøde fredag.
- Er vi klar til kollektivt at gøre, hvad der kræves for at undgå det tal, spurgte han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ud over at have kostet mange menneskeliv har pandemien også forårsaget stor skade på den globale økonomi.
Over hele verden er sports- og kulturarrangementer blevet aflyst, turister er blevet tvunget til at blive hjemme, og i mange lande har arbejdspladser og skoler været lukket helt eller delvist ned.
Tidligere i år advarede Den Internationale Valutafond (IMF) om, at de økonomiske konsekvenser kan resultere i "en krise som ingen anden".
Siden har flere lande offentliggjort data, der viser, at nok er de enkelte økonomier ramt, men mange steder ikke helt så voldsomt som frygtet.
Kilde: /ritzau/