Der står endnu ikke klart, hvor mange eller om Danmark skal modtage kvoteflygtninge i 2020.
Det vil først blive besluttet i midten af året, oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på et samråd torsdag. En kvoteflygtning er en særligt udsat flygtning, som udvælges blandt FN-flygtninge.
- Jeg har endnu ikke truffet beslutning om, hvor mange der skal modtages i midten af 2020.
- Vi skal passe på, vi ikke ender i en situation, hvor vi udfordrer sammenhængskraften i vores samfund yderligere. Vi skal ikke tage imod kvoteflygtninge, hvis vi ikke har den økonomiske og sociale kapacitet til det, siger han.
Der er i finansloven for 2020 afsat 40 millioner kroner, som skal dække udgifter for op til 500 kvoteflygtninge.
Danmark anerkender, at Tyrkiet løser en stor opgave ved at agere stopklods før Europa og ved at huse mange flygtninge. Derfor vil ministeren plukke fortrinsvis kvinder og børn, der er flygtet og befinder sig der.
- Det kan være særligt behandlingskrævende, som er i beskyttelse, men som har brug for behandling, det kan vi hjælpe med. Det kan være hastesager, siger ministeren, som peger på, at hastesager kan være en kristen, som er i mindretal i flygtningelejrene på grund af sin religion.
- Det kan være, at vi skal bruge det lidt mere taktisk i vores udenrigspolitik og i vores forsøg på at få omlagt europæisk asylpolitik, siger Mattias Tesfaye.
Danmark har siden 1989 modtaget omkring 500 kvoteflygtninge om året. Men Danmark har ikke taget imod nogen i det meste af 2016, 2017 og 2018. Det var en politisk beslutning fra den daværende borgerlige regering.
I 2019 har Danmark dog modtaget en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge - langt overvejende syrere.
Emnet er omtalt i forståelsespapiret, som lod Socialdemokratiet danne regering i sommer, da støttepartierne skrev under på aftalen, der udstikker en politisk retning for Danmark.
Her står blot, at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge, fordi markant færre end for få år siden søger asyl. Der skal være et "særligt fokus på kvinder og børn".
Støttepartierne presser på for at få regeringen til at tage imod de 500.
Kilde: /ritzau/