SF: 200 millioner klimaflygtninge er på vej - og Danmark bør give dem penge

Om én generation vil verden skulle håndtere 200 millioner klimaflygtninge, siger FN. SF vil have Danmark og andre rige lande til at betale "klimagæld".
Om blot én generation vil verden skulle håndtere 200 millioner klimaflygtninge, mener Troels Stru Schmidt, der er formand for SF's internationale netværk. (Foto: Bakr Alkasem/AFP/Ritzau Scanpix)
Om blot én generation vil verden skulle håndtere 200 millioner klimaflygtninge, mener Troels Stru Schmidt, der er formand for SF's internationale netværk. (Foto: Bakr Alkasem/AFP/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/02/2020

Om blot én generation kan vi ifølge FN skulle håndtere 200 millioner mennesker, der må forlade deres hjem på grund af klimaforandringer. De mange klimaflygtninge vil overvejende være folk fra verdens fattigste lande, der f.eks. er blevet ramt af tørke, havstigninger eller ekstremt vejr.

Derfor har Danmark og andre rige lande et ansvar for at støtte verdens klimaflygtninge, skriver Socialistisk Folkepartis Troels Stru Schmidt i et indlæg i netmediet Altinget.

Troels Stru Schmidt er formand for SF’s internationale netværk og han foreslår, at rige lande som Danmark skal betale “klimagæld” og at EU samtidig skal anerkende, at klimaforandringer slår folk ihjel.

Han tager udgangspunkt i Menneskerettighedsrådets nylige anerkendelse af klimaflygtninge som begreb i en sag fra New Zealand. 

SF’eren foreslår, at denne udmelding fra Menneskerettighedsrådet skal bruges til at presse rige lande til at betale til sådanne klimaflygtninge og forebyggelsen af dem.

- Vi skal også bruge Menneskerettighedsrådets anerkendelse til at presse de rige lande til at betale deres klimagæld.

Troels Stru Schmidt mener endvidere, at Danmark ikke giver nok i klimabistand. Ifølge SF-politikeren giver vi nemlig kun en tredjedel af det beløb, vi som land forpligtede os til på klimatopmødet i København tilbage i 2009.

Når den socialdemokratiske regering fortsætter med at skære i den generelle udviklingsbistand, er dette også med til at øge antallet af klimaflygtninge, skriver han.

- Hvis vi ikke tager debatten nu, vil millioner af mennesker drive "ulovligt" rundt i vores del af verden, fordi havet har slugt deres hus, ørkenen har overtaget deres mark, eller den sidste brønd i landsbyen er tørret ud, skriver Troels Stru Schmidt.

- Med sin vigtige afgørelse har Menneskerettighedsrådet set fremtiden i øjnene. Nu er det op til Danmark at følge med.