Pia Kjærsgaard: Indvandringen bidrager ikke med andet end gode grønthandlere

Under en debat i Folketinget fremførte Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, at det eneste positive hun kan se ved den ikke-vestlige indvandring er "nogle meget velassorterede grønthandlere".
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Statsminister Mette Frederiksen besvarer spørgsmål i folketingssalen fredag den 17. januar 2020. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Statsminister Mette Frederiksen besvarer spørgsmål i folketingssalen fredag den 17. januar 2020. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/01/2020

Fredag den 17. januar var der forespørgselsdebat i folketingssalen, hvor Dansk Folkeparti havde indkaldt den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen til debat "om regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen".

Her meldte Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kontant ud, da hun blev spurgt om hun kunne se nogle positive effekter ved den ikke-vestlige indvandring til Danmark.

DF-nestoren svarede nemlig prompte:

- Det eneste, jeg kan se, er nogle meget meget velassorterede grønthandlere. Jeg kan ikke se ret meget andet. Det kan jeg faktisk ikke.

Dertil tilføjede Pia Kjærsgaard, at hun håbede, at grønthandlerne så også betalte skat og moms som deres "danske kolleger".

Undervejs i debatten argumentere Kjærsgaard også for, at Danmark skulle gå fra at være et "indvandringsland" til et "udvandringsland", hvor folk, der ikke accepterer danske normer og værdier, udvandrer.

Pia Kjærsgaards kontante udtalelser i folketingssalen har vakt forargelse blandt politiske modstandere, herunder Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

- Jo mere jeg tænker over det, jo mere grotesk fremstår det for mig, hvordan politikere på højrefløjen som Pia Kjærsgaard kan gå rundt med den opfattelse, at indvandrere intet positivt bidrager med til det danske samfund, skriver han på Facebook og fortsætter med at liste en lang række områder op, hvor indvandrere bidrager til samfundet.

- Bor Pia Kjærsgaard og jeg i det samme samfund? Lukker hun øjnene hver eneste dag?

Også Radikale Venstre har kritiseret Kjærsgaards udtalelser. I folketingssalen angreb Katrine Robsøe fra partiet Kjærsgaards udmelding om, at indvandringen ikke bidrager til det danske samfund.

- Jeg synes det er rigtigt positivt, at så mange af dem, der er kommet til Danmark, har taget Danmark til sig, er en del af vores samfund og bidrager, svarede hun Kjærsgaard fra talerstolen i Folketinget.