Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har meddelt, at Tyrkiet ikke længere vil forhindre flygtninge og migranter i at krydse ind i Europa. Dermed er sluserne åbnet for, at store antal migranter vil komme til Europa og udløse en ny migrantkrise.
- Hvad var det, vi gjorde i går (fredag, red.)? Vi åbnede dørene, siger Erdogan ifølge AFP i en tale i Istanbul.
Allerede nu er tusindvis af migranter i voldsomme sammenstød med græsk politi ved grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.
Det får Liberal Alliance til at melde klart ud. I et Facebook-opslag skriver partileder Alex Vanopslagh om den nye migrantsituation, at Danmark bør afvise flygtninge ved den danske grænse.
- 18.000 migranter har allerede krydset grænsen til Europa, efter at Erdogan har brudt aftalen med EU om at holde flygtninge tilbage.
- Danmark skal ikke ende i en situation, som i 2015, hvor vi blev taget på sengen og ingen kontrol havde over, hvor mange migranter der kom til Danmark.
Vanopslagh påpeger, at man med henvisning til udlændingelovens paragraf 28 kan afvise flygtninge ved grænsen - altså allerede inden, at de er kommet ind i landet. LA-lederen mener, at man dermed kan undgå, at Danmark medvirker til "asylshopping" mellem forskellige lande.
- Det er hævet over enhver tvivl, at Danmark ikke er den første sikre medlemsstat, som asylansøgere er indrejst i, hvis de kommer fra et andet EU-land, skriver Alex Vanopslagh og fortsætter:
- Derfor bør Danmark melde klart ud, at vi ikke agter at lade strømme af migranter komme ind over den danske grænse som i 2015. Det skal både migranter og landene syd for Danmark vide: De kan ikke komme af med migranter, som de lader vandre gennem deres lande, i Danmark.
Samtidig opfordrer Alex Vanopslagh til, at Danmark i samarbejde med resten af Europa og EU finder "en effektiv måde at beskytte de ydre grænser", så man kan sikre den frie bevægelighed i Europa uden at blive ramt af en ny migrantkrise.