Nu er 1450 personer testet positive for coronavirus

Over det seneste døgn er antallet af konstaterede smittetilfælde med coronavirus steget med 55.
Mandag er 1450 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Mandag er 1450 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/03/2020

Antallet af smittede med coronavirus fortsætter med at stige.

Mandag er 1450 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er en stigning fra 1395 søndag. Der formodes at være store mørketal, da det indtil videre kun har været personer med stærke symptomer, der er blevet testet.

Derfor kan der være mange med milde eller ingen symptomer, som er smittet, men ikke registreret i statistikken.

De danske sundhedsmyndigheder har dog varslet, at de fremover vil teste endnu flere - herunder også personer med moderate symptomer.

Søndag var der 13 dødsfald, som kunne relateres til coronavirus. Mandag klokken 10 er statistikken ikke opdateret.

Selv om der er 13 døde, er det ikke nødvendigvis coronavirusset, der er dødsårsagen. Flere af de døde har også haft andre alvorlige sygdomme.

For at indgå i statistikken skal man være død, senest 60 dage efter at man blev smittet med virusset.

Kilde: /ritzau/