Hemmelig rapport: Der mangler 18 milliarder kroner til jernbanen

Jernbanen kan pludselig bryde sammen, hvis ikke Banedanmark får tilført 18 milliarder kroner ekstra de kommende 10 år, viser hemmelig rapport.
I rapporten står der ifølge Jyllands-Posten, at det er "vigtigt at reinvestere i banen og udskifte anlægselementerne, inden de bryder sammen med store trafikale konsekvenser til følge". Det fremgår også, at udgifterne til vedligehold og reinvestering vil blive større og større, jo længere tid der går, før pengene er fundet.  (Arkivfoto).
I rapporten står der ifølge Jyllands-Posten, at det er "vigtigt at reinvestere i banen og udskifte anlægselementerne, inden de bryder sammen med store trafikale konsekvenser til følge". Det fremgår også, at udgifterne til vedligehold og reinvestering vil blive større og større, jo længere tid der går, før pengene er fundet. (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/01/2020

Jernbanenettet er så nedslidt, at der skal tilføres yderligere 18 milliarder kroner til vedligehold og reinvestering de kommende ti år.

Ellers kommer der endnu flere forsinkelser og regulære nedbrud af togdriften.

Det viser et udkast til en rapport, som Banedanmark har sendt til transportministeren, ifølge Jyllands-Posten.

De 3,1 milliarder kroner årligt Banedanmark de kommende år vil modtage årligt til reinvestering og vedligehold er ifølge rapporten ikke nok.

Der er behov for 4,9 milliarder kroner årligt for at sikre en "optimalt vedligeholdt bane", skriver Jyllands-Posten.

Over ti år er det 18 milliarder kroner ekstra.

Ekstra Bladet har ligeledes set et udkast til en rapport fra Banedanmark.

Ifølge Ekstra Bladet lyder det i rapporten, at Banedanmark inden for de næste ti år har så store økonomiske problemer, at det ikke er muligt at vedligeholde banenettet på en tilfredsstillende måde.

I rapporten står der ifølge Jyllands-Posten, at det er "vigtigt at reinvestere i banen og udskifte anlægselementerne, inden de bryder sammen med store trafikale konsekvenser til følge".

Det fremgår også, at udgifterne til vedligehold og reinvestering vil blive større og større, jo længere tid der går, før pengene er fundet.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) er rapporten ved at blive kvalitetssikret. Han vil derfor ikke kommentere de konkrete milliardbeløb.

Men han siger til Jyllands-Posten, at "det er velkendt, at der har været investeret for lidt i jernbanen".

SF har tænkt sig at kalde transportministeren i samråd. Her skal han redegøre for, hvad der er sket, og hvordan der kan komme styr på det.

- Jeg synes, at det ser rigtig alvorligt ud, hvis det her udkast holder stik. Og det er helt nye tal for mig, siger transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) til Ritzau.

- Jeg synes, at det er enormt chokerende at se, at der er et efterslæb, der er så voldsomt hos Banedanmark.

Banedanmark ønsker ikke at kommentere udkastet til rapporten.

Kilde: /ritzau/