Den første dansker er blevet testet positiv for coronavirus.
Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet er personen blevet konstateret smittet natten til torsdag.
- Vi tager den nye situation meget alvorligt. Arbejdet med at inddæmme og opspore er nu gået i gang.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå at sygdommen breder sig i Danmark, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Ifølge TV2 er den smittede en medarbejder på tv-stationen. Han var i sidste uge på skiferie i det nordlige Italien med sin familie.
I Europa har særligt det nordlige Italien været ramt af det potentielt dødelige coronavirus.
TV2-medarbejderen har været på arbejde onsdag, altså før han blev konstateret smittet med virusset.
Styrelsen for Patientsikkerhed er nu i tæt dialog med den smittede om de personer, som vedkommende har været i kontakt med.
- Arbejdet med kontaktsporing og inddæmning er dermed gået i gang, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i pressemeddelelsen.
TV2 skriver, at den smittede medarbejders kone og søn også er blevet testet for coronavirus. Begge test har vist sig at være negative.
På grund af smitten og risikoen for smittespredning skal TV2-medarbejderen nu opholde sig i sit hjem på Sjælland, skriver tv-stationen.
Torsdag morgen klokken 8.00 er der indkaldt til pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet.
På pressemødet får Magnus Heunicke deltagelse af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Globalt er mere end 82.000 personer blevet smittet med coronavirusset, mens over 32.000 igen er erklæret raske.
Flere end 2800 har mistet livet som følge af virusset. Det vil sige, at det er nogle få procent af de smittede, som mister livet på grund af virusset.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kan det tage op mod næsten halvanden uge, fra at man bliver udsat for smitte, til at man bliver syg.
De første symptomer er feber, en følelse af udmattelse og tør hoste.
Kilde: /ritzau/