Forskere: Dødeligheden ved coronavirus er meget lavere end antaget

Det er for tidligt at fastslå den præcise dødsrate for coronavirus, men flere forskere peger med udgangspunkt i nye testundersøgelser på, at den formentlig skal måles i promiller.
En sundhedsarbejder tjekker til en coronapatient på et hospital i Rom, Italien. (Foto: Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix)
En sundhedsarbejder tjekker til en coronapatient på et hospital i Rom, Italien. (Foto: Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/04/2020

Mens hele verden er lukket ned under coronaviruspandemien, hersker der stadigt større forvirring om, hvor dødelig virusset i centrum for det hele egentlig er. Er coronavirus virkelig så dødelig, at det kan retfærdiggøre den totale nedlukning, indskrænkning af borgerrettigheder og de økonomiske konsekvenser?

De spørgsmål kaster flere forskere med udgangspunkt i nye testundersøgelser nu lys på i en artikel i Dagbladet Information.

Utallige bud på dødsraten for coronasmittede har været fremme i medierne på det seneste, og bl.a. har professor i virologi Astrid Iversen fra University of Oxford til Berlingske udtalt, at den reelle dødelighed efter hendes vurdering kan være på to procent.

Information har talt med flere sundhedsfaglige eksperter. De mener, at det er for tidligt at fastslå en præcis dødsrate. Dog er de enige om, at to procent og andre lignende høje bud på dødsraten er helt i skoven.

I virkeligheden er coronavirus langt mindre dødelig end antaget, lyder det.

- Vi ved, at to procent er for højt, siger Jens Lundgren, der er overlæge og professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Som flere danskere bliver testet, får vi et bedre billede af mørketallet for coronasmittede, og på baggrund af disse nye tal fra test i hele landet vurderer Jens Lundgren, at "den reelle dødsrate for den nye coronavirus formentlig ligger et sted mellem 0,1 og 0,3 procent".

Jens Lundgren understreger, at der ikke er tale om gætværk fra hans side, og han bakkes op af en bred vifte af kolleger.

- Der huserer stadig en overvurderet idé om, at den nye coronavirus er meget mere dødelig, end den egentlig er. Selv om vi efterhånden har solid data til at modbevise det, siger epidemiolog og professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitet Lone Simonsen.

Også Sunetra Gupta, der er professor i teoretisk epidemiologi ved Department of Zoology på University of Oxford siger, at dødsraten "ikke kan være så høj som to procent".

Endelig bakker den internationalt anerkendte ekspert Johan Giesecke også op om Jens Lundgrens analyse af dødeligheden ved coronavirus. Han mener, at idéen om en dødelighed på to procent er "helt forkert"

Giesecke er epidemiolog og professor emeritus ved Karolinska Institutet i Stockholm, og data fra netop Stockholm viser, at en stor andel af coronasmittede slet ingen symptomer har.

Derfor vurderer Giesecke, at dødeligheden kun er på 0,1 procent.

- Jeg tror, at den ligger omkring 0,1 procent. Og årsagen til det er, at størstedelen af dem, som får den her infektion, ikke mærker, at de har den