Coronaregler kan ophæves ved immunitet - professor skeptisk

Nye retningslinjer for liberale erhverv kan ophæves ved immunitet, men i andre lande smittes raskmeldte igen.
Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

19/04/2020

Når de liberale erhverv må åbne mandag, er det med et sæt nye retningslinjer i hånden.

De skal sikre mindst mulig smittespredning med coronavirus under genåbningen. Men retningslinjerne kan ophæves, såfremt vi ser immunitet i befolkningen.

Problemet er blot, at vi ikke aner noget om, hvorvidt en overstået infektion med coronavirus gør et menneske immun over for virusset.

I Sydkorea er 179 personer, der er meldt raske efter en coronainfektion, blevet smittet med virusset igen.

Og ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er der "intet bevis for, at coronaoverlevere er immune".

Spørger man Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, er den tørre konstatering, at vi på nuværende tidspunkt ikke har den fornødne viden.

- Vi har ikke kortlagt i en befolkning med udbrud af coronavirus, hvor mange der har udviklet antistoffer.

- Det er simpelthen et udtryk for, at vi reelt set ikke ved det, siger han.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, siger på pressemøde søndag, at man senest i maj vil revurdere retningslinjerne, når der kommer ny viden om immunitet.

- For tre en halv måned siden havde sygdommen ikke engang et navn, og for to måneder siden, vidste vi ikke det samme, som vi ved i dag. Vi bliver hele tiden klogere og klogere.

- Det forbehold skal man tage - også for immunitet, siger Søren Brostrøm.

Fra Statens Serum Institut har der lydt skiftende meldinger om, hvorvidt man arbejdede ud fra et scenarie med immunitet i befolkningen.

Faglig direktør Kåre Mølbak har tidligere sagt, at det var målet at skabe flokimmunitet.

Siden hen har han præciseret sin melding og sagt, at det ikke er en sundhedsfaglig strategi at arbejde hen mod en flokimmunitet.

Ifølge Jens Lundgren bliver det nemmere at finde ud af, om en overstået infektion giver immunitet, når vi har set bølge to af coronasmitten.

Kilde: /ritzau/