Veteraner vil vende bevisbyrde i gamle sager om PTSD-erstatning

Der bør indføres omvendt bevisbyrde med tilbagevirkende kraft i sager om PTSD-erstatning, mener veteraner.
Foto: Rawpixel.com / Freepik
Foto: Rawpixel.com / Freepik

Jens Asbjørn Bøgen,

05/09/2023

Vendes bevisbyrden i sager om erstatning til PTSD-ramte veteraner bør det gælde med tilbagevirkende kraft.

Det mener Niels Hartvig Andersen, landsformand for medlemsorganisationen Danmarks Veteraner.

- Man bør gå tilbage til alle dem, der har fået afslag. Jeg tror, det drejer sig om nogle hundreder sager, siger han.

Overordnet mener Niels Hartvig Andersen, at tvivlen børn kommet veteranen og ikke systemet til gode i sager om erstatning til PTSD-ramte veteraner.

Derfor glæder det ham også, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) nu åbner for at vende bevisførelsen om.

- Jeg tror, det vil være mere retfærdigt for veteranerne, og de vil acceptere, at det tager noget tid. Jeg tror også, at flere veteraner vil få erstatning med sådan en ordning, siger Niels Hartvig Andersen.

Analyse på vej

Forsvarsministeren siger i et interview med Berlingske, at flere veteraner burde få deres PTSD anerkendt som en arbejdsskade og dermed få erstatning.

Derfor har han igangsat en analyse af område, som ventes færdig tidligt i 2024.

Troels Lund Poulsen siger blandt andet til Berlingske, at han er "åben for at se på, om omvendt bevisførelse er den rigtige løsning".

Det vil betyde, at myndighederne skal sandsynliggøre, at en soldat ikke er blevet syg af at være udsendt. Det står i modsætning til, at soldaten i dag skal bevise, at vedkommende er blevet syg af at være udsendt.

Kilde: /ritzau/