I morgen, tirsdag, kl. 9 om morgenen, vil regeringen præsentere de tre partiers (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) forslag til et nyt forsvarsforlig - og det tyder på, at det bliver lidt af en bombe.
For selvom forslaget først officielt bliver præsenteret i morgen, så har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) allerede løftet noget af sløret for, hvad regeringen vil arbejde hen imod.
I et opslag på Facebook skriver forsvarsministeren:
Jeg glæder mig til at præsentere regeringens forslag til et nyt forsvarsforlig i morgen kl 9.00. Vi lægger op til en historisk stor investering i dansk forsvar og sikkerhed.
Samtidig vil vi øge støtten til Ukraines frihedskamp meget markant. Konkret vil vi øge den militære støtte med næsten 22 milliarder kroner.
Det er et meget stort beløb, som lægger i forlængelse af alt det, som Danmark allerede gør.
Jeg ved fra mine samtaler med ukrainerne, at det vil gøre en enorm forskel for dem på slagmarken, så de kan vinde deres frihed og deres land tilbage fra Putin.
Det betyder også, at Danmark rent faktisk vil opfylde NATOs 2 pct. målsætning i 2023 og 2024, da den militære støtte til Ukraine regnes med i Danmarks NATO-bidrag.
Det er jeg stolt af. Det sender et signal til vores allierede om, at man kan regne med Danmark, og at vi står sammen med Ukraine i kampen for frihed.
Artiklen fortsætter under opslaget.
Stadig store knaster
Et af de punkter, mange ser frem til at høre regeringens bud på, er antallet af værnepligtige, det danske forsvar skal have i fremtiden.
Der er der nemlig store politiske uenigheder mellem partierne, og derfor forudser politiske kommentatorer også, at det bliver et af de helt store stridspunkter, inden det endelige forlig kan blive til virkelighed.
Faktisk er tilstanden i det danske forsvar så kritisk, at der er flere officerer og befalingsmænd, end der er menige. Det kan du læse mere om i nedenstående artikel.