Sverige giver efter og lukker grænserne

Lukning af grænser er ekstraordinært tiltag, som ikke skal vare længere end nødvendigt, siger svensk regering.
Øresundsbroen ligger så godt som øde hen, efter at Danmark lørdag lukkede grænserne. Nu gør Sverige det samme fra på torsdag.
Øresundsbroen ligger så godt som øde hen, efter at Danmark lørdag lukkede grænserne. Nu gør Sverige det samme fra på torsdag.

Redaktionen

17/03/2020

Sverige lukker grænsen for at bremse spredningen af coronavirus. Beslutningen gælder fra og med torsdag i foreløbigt 30 dage, meddeler regeringen.

Det sker på opfordring fra EU, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Det er et ekstraordinært tiltag, som ikke skal vare længere end nødvendigt, lyder det fra den svenske regering.

- Coronavirusset er et internationalt problem, der kræver grænseoverskridende samarbejde og koordinerede tiltag, skriver regeringen som begrundelse.

Alle rejser til Sverige stoppes dog ikke helt. Svenske statsborgere og personer med fast ophold i Sverige vil kunne krydse grænsen og komme hjem. Og der er en håndfuld øvrige undtagelser.

- Det gælder for eksempel diplomater, personer, der har brug for international beskyttelse, og personer, der skal udføre nødvendige funktioner i Sverige såsom sundheds- og sygeplejepersonale, meddeler regeringen.

Også personer, der transporterer varer til Sverige, får lov at rejse ind i landet.

Beslutningen kommer, efter at EU's stats- og regeringschefer på et møde tirsdag aften blev enige om at forbyde ikke-nødvendige rejser til EU i 30 dage.

Forbuddet gælder borgere fra tredjelande.

Umiddelbart efter meddelte den svenske regering sin beslutning.

I forvejen er grænsen mellem Danmark og Sverige lukket ned fra dansk side. Det blev den lørdag klokken 12.

Både Tyskland og Holland meddeler ligeledes tirsdag, at begge lande lukker delvist ned for trafikken hen over deres fælles grænse.

I forvejen har Tyskland genindført grænsekontrol mod Danmark, Østrig, Frankrig, Schweiz og Luxembourg. Her er rejsende blevet afvist, hvis det ikke blev vurderet, at de havde en god grund til at rejse ind i Tyskland.

Kilde: /ritzau/