Svenske coronatal falder - men forsker advarer mod katastrofe

Der er sket en halvering i antal af døde i Sverige fra torsdag til fredag. Statsminister lover flere test.
Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, tror, at coronasmitten har toppet i Sverige - omend på et højt niveau. Men professor og virusekspert Cecilia Söderberg-Naucler fra Karolinska instituttet frygter, at en katastrofe lurer.
Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, tror, at coronasmitten har toppet i Sverige - omend på et højt niveau. Men professor og virusekspert Cecilia Söderberg-Naucler fra Karolinska instituttet frygter, at en katastrofe lurer.

Claes Kirkeby Theilgaard,

17/04/2020

Det seneste døgn er der registreret 67 personer, som er døde med coronavirus i Sverige, oplyser den svenske sundhedsstyrelse fredag.

Det er næsten det halve af dagen før.

Det bringer lige nøjagtigt antallet af døde i Sverige med Covid-19 op på 1400.

Torsdag blev det forløbne døgns døde opgjort til 130.

Antallet af smittede er fredag steget med 676 nye tilfælde. Det bringer antallet af registrerede smittede med Covid-19 op på 13.216.

Karin Tegmark Wisell, der er afdelingschef i den svenske sundhedsstyrelse, fortæller på et pressemøde, at der den seneste uge er blevet foretaget 20.000 test for Covid-19.

Lidt tidligere på dagen deltog statsminister Stefan Löfven i et pressemøde, hvor han sagde, at testantallet skal sættes op til 100.000 om ugen.

Ifølge svensk tv SVT var det en ordre, som allerede blev givet i begyndelsen af marts ved starten af coronakrisen i Sverige. Men myndighederne har ikke kunnet leve op til sine egne krav, fordi der har manglet testudstyr.

Der lyder klager fra plejehjem flere steder i Sverige. De efterlyser sikkerhedsudstyr til deres ansatte, så de ikke smitter de ældre beboere. Men den svenske sundhedsstyrelse bebrejdes, at den ikke prioriterer de ansatte på plejehjemmene.

Sverige ligger fortsat langt over antallet af døde og smittede i Danmark og Norge. Det har ført til kritik af den linje, som den svenske sundhedsstyrelse har lagt i forhold til at tillade forsamlinger. Der peges også på, at man var sene til at sætte en kampagne i gang.

- Det, som sker nu, er et farligt eksperiment. Vi kan få en meget alvorlig situation i Sverige og særligt i området omkring Stockholm, siger Cecilia Söderberg-Naucler, der er professor og forsker i spredning af virus ved Karolinska instituttet i Stockholm.

- Der er grund til at frygte, at en katastrofe lurer lige om hjørnet, siger hun ifølge norske NRK.

Kilde: /ritzau/