Nigel Farage er formand for det britiske brexitparti og har spillet en afgørende rolle i at føre brexit ud i livet. Han er i store træk arkitekten bag, at Storbritannien i morgen, den 31. januar, forlader EU. Selv er Farage da heller ikke bleg for at tage sin del af æren for brexit og kalder det usandsynligt, at brexit ville være sket uden ham.
Nu har han øjnene rettet mod de næste lande, som han mener er klar til at forlade unionen. Et af dem er Danmark, siger han til The Parliament Magazine.
- Hvis vi bare gennemfører brexit nogenlunde vellykket, vil EU ikke være her om ti år, siger Nigel Farage.
Han fortæller endvidere, at han på den anden side af brexit vil dedikere sin tid til at drive kampagne over hele Europa for at få flere lande til at følge Storbritannien og melde sig ud af den europæiske union.
Her peger han på tre lande, der ifølge ham har størst sandsynlighed for at forlade EU: Danmark, Italien og Polen.
Derfor er det sandsynligt, at Nigel Farage inden længe vil begynde at arbejde for, at også Danmark kan forlade EU.
Farage understreger, at han ikke er "anti-europæisk", men at han blot er imod EU som institution.
- Jeg elsker Europa, men jeg afskyr EU, siger Nigel Farage.
Den britiske politiker tror ikke på, at EU vil holde i fremtiden og håber på, at brexit vil sætte en udvikling over hele Europa i gang.
- Jeg tror virkelig ikke på, at EU vil holde i længden, siger brexit-politikeren og tilføjer, at afviklingen af unionen vil være "fredfyldt og fornuftig".