I Tyskland demonstrerer hundredvis mod tab af frihed og rettigheder under coronakrisen

Hundredvis af mennesker demonstrerede lørdag i Berlin og Stuttgart mod regeringens nedlukning af samfundet.
Det tyske politi har arresteret over ti personer, der lørdag demonstrerede i Berlin mod nedlukningen som følge af coronapandemien.
Det tyske politi har arresteret over ti personer, der lørdag demonstrerede i Berlin mod nedlukningen som følge af coronapandemien.

180Graders Redaktion,

27/04/2020

Hundredvis af mennesker demonstrerede lørdag i de tyske byer Berlin og Stuttgart mod, hvad de opfatter som tab af frihed og rettigheder under coronakrisen.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Regeringen har delvis lukket landet for at bremse coronasmitten. Større grupper har forbud mod at samle sig.

Cirka 1000 mennesker mødte op i Berlin for at protestere mod regeringens indgreb, selv om der lige nu er forbud mod demonstrationer.

Demonstrationen fandt sted foran Volksbühne. Det er et teater i centrum af den tyske hovedstad.

Mange af de protesterende blev stoppet af politiet, inden de nåede pladsen foran bygningen. 200 politifolk var mødt op for at forhindre, at de samlede sig.

Betjente brugte megafoner for at overtale folk til at forlade området.

Politiet har anholdt mere end ti personer efter demonstrationen i Berlin, skriver nyhedsbureauet AFP.

Deltagerne kom fra det meste af det politiske spektrum. Blandt dem var velkendte medlemmer af det stærkt højredrejede AfD, konspirationsteoretikere og lignende folk, skriver dpa.

I sydtyske Stuttgart var mellem 350 og 500 personer mødt op i centrum af byen. De protesterede mod, hvad de opfatter som tab af fundamentale rettigheder.

Demonstrationen var organiseret af en gruppe, der kalder sig "Querdenken". Lederen Michael Ballweg forklarede, at man med protesterne vil gøre opmærksom på basale rettigheder. Herunder retten til at samles og til at tro.

Det var den tredje demonstration af den art i Stuttgart. Bystyret forbød den i første omgang, men det blev underkendt af den tyske forfatningsdomstol.

I USA har højregrupper, der støtter præsident Donald Trump, demonstreret i flere delstater mod lokale guvernører, der har beordret folk inden døre under coronakrisen.

De beskylder guvernørerne for at stjæle deres arbejdspladser og ødelægge USA's økonomi.

Kilde: /ritzau/