I Tyskland bringer migranter coronavirus med sig

I Tyskland er man begyndt at teste migranter og flygtninge på landets asylcentre for coronavirus. I mindst et tilfælde bragte syv nyankomne migranter det potentielt dødelige virus med sig.
Tyskland har, ligesom Danmark, lukket sine grænser i et forsøg på at undgå smittespredning af coronavirus. Her ses tyske betjente vogte grænsen til Frankrig. (Foto: Ralph Orlowski/Reuters/Ritzau Scanpix)
Tyskland har, ligesom Danmark, lukket sine grænser i et forsøg på at undgå smittespredning af coronavirus. Her ses tyske betjente vogte grænsen til Frankrig. (Foto: Ralph Orlowski/Reuters/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/03/2020

Coronakrisen raser, og såvel Danmark som vores nabolande har lukket grænser for at undgå smittespredning af det potentielt dødelige coronavirus. Alligevel kan asylansøgere i både Danmark og Tyskland stadig komme ind i landet.

I Tyskland viser det sig nu at være et problem. For her har man i mindst et tilfælde oplevet, at nyankomne migranter har bragt coronavirusset med sig, skriver mediet Ditoverblik.dk på baggrund af en artikel i det tyske medie Heidelberg24.

Tyskerne er begyndt at teste beboerne på landets asylcentre for coronavirus, og selvom ikke alle tyske delstater offentliggør data på området, tegner der sig alligevel et ildevarslende billede.

I byen Heidelberg har man således kunne konstatere et tilfælde, hvor mindst syv nyankomne migranter var smittet med coronavirus.

Et af tilfældende var en asylansøger på 48 år fra Kina, der sammen med sit toårige barn nu er sat i karantæne. Det er ikke kendt, hvor de resterende seks smittede kommer fra. De havde meldt sig til et af de mange tyske asylcentre, hvor man som nyankommen migrant eller flygtning kan søge asyl i landet.

I Heidelberg-lejren bor der i forvejen 1300 migranter og flygtninge, der nu alle skal undersøges for coronavirus.

- Vi har en helt særlig situation i ankomstcentret og de steder, hvor migranter bor i første omgang. Derfor er så vigtigt at gøre alt hvad vi kan for at opspore syge de steder. På den måde kan vi undgå at det spreder sig, lyder det fra Thomas Strobl, der er indenrigsminister i den delstat, som Heidelberg ligger i.

Herhjemme har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye på Twitter afvist, at der er coronsmittede på de danske asylcentre.