Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag været til møde med EU-præsident Charles Michel forud for de svære EU-budgetforhandlinger, der venter om to uger.
- Jeg går ikke til Bruxelles for at sige, at vi skal bruge færre penge. Vi kommer til at bruge flere penge, men jeg vil ikke være med til at bruge mange flere penge, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Det siger hun på trods af, at hun for nyligt slog fast, at EU's budget skulle skæres ned og ikke vokse yderligere.
Forud for det ekstraordinære topmøde den 20. februar mødes Charles Michel med EU-landenes stats- og regeringschefer.
Men Mette Frederiksen står fortsat fast på, at Danmark vil have sin rabat, og at budgettet skal være på 1,00 procent af bruttonationalindkomst (bni).
- Kommissionens forslag er, at vi skal bruge mange, mange flere penge hvert eneste år. Selv med den danske position, som handler om 1,00 procent, så vil vi komme til at bruge cirka 20 procent flere penge på EU, end vi gør i dag.
- Og meget af det er fornuftigt. For eksempel når vi taler klimakrisen og migrationsstrømme. Men det kan vi godt gøre inden for et budget, der i forvejen består af mange milliarder kroner, siger statsministeren.
Kilde: /ritzau/