Frankrig melder om over 1400 coronadødsfald på et døgn

Der er færre indlagte, men coronaudbruddet er fortsat aktivt i Frankrig, lyder det fra fransk sundhedschef.
Ambulancemandskab bærer en patient på en indpakket båre fra ambulancen og ind på universitetshospitalet i byen Montpellier i det sydlige Frankrig.
Ambulancemandskab bærer en patient på en indpakket båre fra ambulancen og ind på universitetshospitalet i byen Montpellier i det sydlige Frankrig.

Claes Kirkeby Theilgaard,

15/04/2020

Frankrig har registreret 1438 flere coronadødsfald i det seneste døgn fra landets hospitaler og plejehjem. Dagen inden var tallet 762.

Det høje daglige tal afspejler ikke et usædvanligt højt antal døde på et enkelt døgn. Det skyldes efterslæb fra påsken, hvor der er dødsfald, som ikke umiddelbart blev indrapporteret.

Det forklarer chefen for den franske sundhedsstyrelse, Jerome Salomon.

I alt er 17.167 mennesker, der var smittet med coronavirus, døde, siden virusset brød ud i Frankrig.

Det meddeler franske sundhedsmyndigheder onsdag.

Antallet af bekræftede smittetilfælde er steget med lidt over 2600 til i alt 106.206.

Onsdagens tal viser, at coronaudbruddet stadig er aktivt i Frankrig, og at franskmændene fortsat må være på vagt, siger Jerome Salomon.

Han noterer sig også, at antallet af smittede, der bliver indlagt på et fransk hospital, for første gang falder, siden udbruddet begyndte. Det skriver avisen Libération.

Der er 513 færre coronapatienter indlagt på de franske hospitaler i forhold til et døgn tidligere.

- Det er fortsat meget højt, men det samlede antal viser for første gang et fald takket være de mennesker, der er blevet udskrevet, siger han.

Kilde: /ritzau/Reuters