Lukkede butikker giver voldsom nedgang for Adidas

Både salg og indtjening er faldet markant hos den tyske sportsgigant i første kvartal i forhold til sidste år.
Adidas har i første kvartal været ramt af, at flere af selskabets butikker har været lukket. (Arkivfoto)
Adidas har i første kvartal været ramt af, at flere af selskabets butikker har været lukket. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

27/04/2020

Udbruddet af coronavirus har i første kvartal tvunget Adidas til midlertidigt at lukke mange af sine butikker.

Det har givet et voldsomt fald i både omsætning og indtjening for den tyske sportsgigant. Det viser mandagens kvartalsregnskab fra Adidas.

Omsætningen er samlet faldet med 19,2 procent til 4,8 milliarder euro i forhold til samme kvartal sidste år.

Det store omsætningsfald har været med til at sende overskuddet fra Adidas' fortsættende forretninger ned til blot 20 millioner euro. Til sammenligning var overskuddet året før på 631 millioner euro.

De fortsættende forretninger er de dele af Adidas' samlede aktiviteter, som selskabet også i fremtiden satser på. Det tæller altså ikke aktiviteter, som står til at blive solgt.

- Vores resultater for første kvartal fortæller om de alvorlige udfordringer, som det globale udbrud af coronavirus udsætter selv sunde selskaber for, siger Adidas' danske topchef, Kasper Rørsted, i en skriftlig kommentar.

Adidas fortæller i regnskabet, at mere end 70 procent af selskabets butikker verden rundt fortsat er midlertidigt lukket på grund af coronasituationen.

Grundet de fortsat store usikkerheder er Adidas ikke i stand til at komme med en forventning til de økonomiske resultater for hele 2020. Det er ellers noget, som børsnoterede selskaber plejer at gøre.

Mange børsnoterede selskaber har dog lagt spåkuglen fra sig på det seneste, fordi de mener, det er svært at komme med forventninger grundet situationen.

Adidas skriver imidlertid i mandagens regnskab, at faldene for både salget og indtjeningen ventes at blive mere udtalte i andet kvartal sammenlignet med i første kvartal.

Blandt andet ventes salget at falde mere end 40 procent i forhold til andet kvartal sidste år, skriver Adidas.

Kilde: /ritzau/