Sygeplejersker utilfredse med stor lønstigning: Stemmer nej til overenskomst

Sygeplejeskernes afslag på en ny overenskomst kommer samtidig med de mange konkurser og fyringer, der finder sted i denne tid i den private sektor.
Pressefoto fra Region Hovedstaden
Pressefoto fra Region Hovedstaden

Lars Bjørknæs,

25/03/2021

Det blev et nej tak fra sygeplejerskerne til en ny overenskomst, som ellers ville have sikret dem store lønforhøjelser. Medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd har ved en urafstemning stemt nej til resultatet af OK21-forhandlingerne. Det oplyser Dansk Sygeplejeråd.

Afstemningen var tæt. 47,3 procent stemte nej, mens 46,5 procent stemte ja. I alt har 53,6 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer stemt.

- Det er et snævert nej. Men et nej er et nej, og det må vi tage til efterretning, siger formanden for sygeplejerskerne, Grete Christensen.

- Vi tager det som et stærkt signal om, at der er rigtig meget, som sygeplejerskerne er utilfredse med, og at det har akkumuleret sig op til det her nej, siger hun.

Det er nu op til hovedbestyrelsen i DSR at beslutte, hvad der skal ske. De kan vælge at varsle strejke, eller de kan genoptage forhandlingerne med arbejdsgiverne.

- Nu vil vi gå i dialog med vores bagland - ikke mindst de tillidsvalgte - og afvente resten af resultaterne på det offentlige område, siger formanden.

- Men målet er selvfølgelig, at vi kommer tilbage til forhandlingsbordet, og at vi kaster alle kræfter ind på at forbedre resultatet, siger Grete Christensen.

Hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd havde anbefalet medlemmerne at stemme ja.

Men fagforeningens delegerede var splittede. 75 stemmer stemte for at anbefale et ja, mens 61 stemte imod på en kongres tidligere på måneden.

Mange sygeplejersker har givet udtryk for deres utilfredshed med resultatet blandt andet på sociale medier.

Kilde: /ritzau/