Kvæl mandehørmen om børn og fædre

Mandehørm står i vejen for den nærværende far. Lad os kvæle den mandekultur, der for eksempel siger, at små børn er kedelige, taler ynkeligt om manglende sex og urørlige ammebryster.

180Grader Debat,

26/06/2020

Af Nick Allentoft, journalist og forfatter til Bogen til Far

Vi kender det jo godt. Den der mandehørm på arbejdspladsen, når man bliver far til en dreng, og man stolt siger, kommer der en mand ind, så kommer der også en mand ud. Eller når mandehørmen gør lidt grin med manglende sex og store ammende urørlige bryster. 

Tillad mig at sige, at den mandehørm lugter fælt i dag. Den tilhører en anden tid. Engang, hvor kvinder gik derhjemme med de små mens manden forsørgede sin familie. Det er tid til at gøre op med gamle mandebilleder, og den nærværende far har både forskningen og pinlige tal fra en nordisk undersøgelse i ryggen. 

Lad os tage undersøgelsen først. Sidste år satte Nordisk Råd tal på mandehørmen. Ifølge rapporten, State of Nordic Fathers fra 2019 ønsker 9 ud af 10 fædre at være dybt involverede i omsorgen for deres børn. Men de tror ikke, at andre mænd accepterer det. 

Det her er lidt ligesom kejserens nye klæder, eller da vi i skolen sad med det rigtige svar, men ikke turde række fingeren op, af frygt for at blive grinet af. Mænd står simpelthen i vejen for sig selv i forsøget på at tage ansvar som fædre. Det er ikke bare skørt, det er næsten pinligt, mand!  

Rækker undersøgelsen fra Nordisk Råd ikke, så vend blikket mod forskningen. Her får den nærværende far en fantastisk redningskrans fra en gennemgang af de senere års forskning i fædre. Konklusionen er fantastisk. Alle vinder, når far er nærværende. 

Ikke bare mor, der får en ligeværdig partner i familielivet. Nej, far trives bedre. Parforholdet bliver stærkere. Børnene får på både den lange og korte bane et bedre liv. Og trumfen i det hele: Familiens økonomi bliver påvirket til det bedre, for far bliver stort set ikke ramt på sin pension og karriere, når han tager barsel og giver mor mulighed for at vende hurtigere tilbage til jobbet. 

Men jeg er jo mindre mand, hvis jeg er nærværende far, tænker mange måske. Mit svar er et rungende nej, og min oplevelse er, at den nærværende far fungerer bedst, når han er det på egne vilkår - modsat eksempelvis manden, der løber venligt efter mors vejledninger. 

Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.