Af Michelle Almanei Polzin, studerende
Hvis det forholdt sig sådan, at alt gik efter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils hoved, så havde vi allerede indført et loft, der sikrer, at studieturene på de gymnasiale uddannelser ikke må bevæge sig over 3000 kroner.
Det synes jeg er dybt problematisk på mange måder, da det om noget er frihedsberøvende at fratage sådan et privilegium, der kan spille ind med så mange positive aspekter til en mere virkelighedsnær undervisning.
Heldigvis er der kommet flere modspil og alternativer, og jeg må altså tilslutte mig det forslag, der handler om at lade det være op til den enkelte klasse at vurdere hvorvidt den pågældende studietur overhovedet skal munde ud i flere tusinde kroner. For det er svært at lave et bredt, nationalt politisk tiltag på netop dette område, der passer til alle gymnasier, da alle gymnasier ikke er ens.
Jeg er af den opfattelse, at det i højeste grad afholder adskillige elever fra at vælge lige netop det gymnasium, der tilbyder, hvad der ligger indenfor deres interesseområde. Om det så er en skitur til Østrig, en udvekslingsperiode i Irland eller en lærerig rejse til Spanien, skal staten ikke fratage elevernes aktive tilvalg.
Måske kunne det bekymre nogen, at man med modspillet afholder nogle andre fra at vælge de gymnasier, som har linjerne med dyre studieture. Det mener jeg ikke holder, da man for det første ikke vælger en linje, hvis formål er at begive sig rundt i verden, hvis man ikke har mulighed for at finansiere fornøjelsen.
Det giver lidt sig selv, hvis du spørger mig. I øvrigt, er der ingen overhovedet, der afholder nogen som helst fra at vælge et foretrukket gymnasium, da man jo hverken er tvunget eller pålagt et krav om, at man dukker op på de her studieture. For det andet er det ikke håbløst at spare op til sådan en tur. Det handler i bund og grund om, hvor meget man egentlig vil det, og hvor villig man er til at ofre noget tid, som ellers går til Netflix, på at sidde bag kassen i Føtex.
Desuden giver det jo kun mening at lade det være op til klassen selv at vurdere, hvad prisen for studieturen måtte og skulle være, da man jo her i fælleskab finder en sum, der ligger i klassens bedste interesse. Hvis der nu endelig skulle sidde en elev, der ikke har økonomien til en studietur over 3000, så omlægger klassen rejsen, da man jo gerne er en god klassekammerat, ellers også trækker vedkommende sig, hvis turen nu skulle være en uges skitur, der er svær at gøre under eller til 3000 kroner.
Med en sidste kommentar på vejen, så skal man være meget varsom med at bestemme noget, der går så grueligt ud over majoriteten. Bare fordi der sidder nogle elever enkelte steder i landet, som mener at 3000 kroner er dyrt for en studietur, skal det ikke drages ned over de mange gymnasier, som har den interesse at bevare det privilegium.
Det at kunne begive sig ud i verden med sikkerheden i orden og samtidigt få en hulens masse ud af det, er noget, jeg mener man skal værne om. Man gør jo heller ikke en buffet vegansk, gluten-, laktose- og nøddefri udelukkende, fordi der ”uheldigvis” findes mennesker, der spiser således.
Alle gymnasier og dertilhørende elever er ikke ens, derfor virker det helt forkert at behandle dem sådan.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.