Af Marc Sabatier Hvidkjær, studerende
Blå blok er i krise. Dette har været indlysende siden folketingsvalget, men det bemærkelsesværdige er, at man et halvt år efter stadig ikke kan finde sit fodfæste. Regeringen buldrer derudad med nye lovforslag og idéer, men kritikken begrænser sig til en bemærkning om cirkuselefanter. Årsagen til denne rådvildhed, denne eminente svaghed i blå blok, kan koges ned til tre ord: der mangler idéer.
Hvor er idéerne henne? De er forsvundet efter mange år på tronen; opskriften til sejr har været for sikker. Stram udlændingepolitik og løftet om lavere skatter har været den sikre kombination, som har givet de magiske 90 mandater. Igen har Socialdemokratiet taget initiativet, ved at adoptere udlændingepolitikken, og stjålet blå bloks trumfkort. Lavere skat er der få der lader til at interessere sig for, for vuggestuepædagoger skaber stærkere billeder end få procenter. Blå blok har haft en håndværksmæssig tilgang til politik, men udfordringen er nu, at ønsket for forandring er for stærkt til at man igen vil nøjes med det samme kedelige rugbrød.
Der er brug for vision, der er behov for fugleperspektivet, hvis oppositionen igen skal gøre sig gældende. Socialdemokratiet var igen kloge i deres oppositionstid, hvor mange af deres folketingsmedlemmer blev til forfattere. Mange af bøgerne har direkte beskæftiget sig med de områder, som medlemmer senere er blevet ministre i. Mattias Tesfayes ”Velkommen Mustafa”, en historiebog der beskæftigede sig med den socialdemokratiske udlændingepolitik og berettigede deres kursskifte. Derudover er der Peter Hummelgaards ”Den syge kapitalisme”, Kaare Dybvads ”Udkantsmyten” og mange flere. Uanset om man er enig med deres politik, så har der været et seriøst intellektuelt forarbejde fra ministrene. Sloganet ”Venstre ved du hvor du har” gælder i dag langt mere Socialdemokratiet, der har tegnet en tydelig politisk kurs.
De store spørgsmål som oppositionen kan beskæftige sig med, er dog mange. Et emne som man kunne eje, vil være et opgør med den totale stat. Man skal gøre op med idéen om, at borgeren er statens tjener, som hele tiden må arbejde mere, betale mere i skat, så vi kan få råd til al vores livsnødvendige velfærd. Borgeren bør i højere grad ses som herren, som selv definerer for sig selv hvad det gode liv er. Dette kalder også på et principielt forsvar af retsstaten, som er truet af en minister der fungerer som dømmende magt og en anden der har sagt at overvågning er lig med frihed. Der er nok at tage fat i.
De store idéer mangler. Heldigvis er tiden oppositionens ven, og man skal udnytte muligheden til at turde at tænke stort. Man skal sige, hvad man selv kan tilbyde, frem for at reagere tilfældigt på regeringens forslag. Det er ikke nok at ville have magten: man må kunne vise, hvad man vil med den. Oppositionen må finde den store pensel frem, for billedet på idealsamfundet mangler. En pen vil måske kunne række, for det er længe siden at seriøse borgerlige tanker har været længere end en kronik i Berlingske.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
