Af Aaron Sodowsky, 23 år og adoptivbarn fra Haiti
I weekenden uge 22, skete der noget fantastisk. 15.000 unge og gamle, små og store, hvide og mørke samledes for at demonstrere mod racisme og forskelsbehandling. Jeg deltog ikke. Det var dog ikke pga. forsamlingsforbuddet, for vi vælger ikke selv, hvornår George Floyds død har momentum og vi derfor må stå sammen mod racisme.
Som en der er født i et af verdens fattigste lande og adopteret til et af verdens rigeste hjørner, står jeg tit i ambivalente sko. Verdens og livets uretfærdighed har i min familie altid spillet en enorm rolle og mine forældre har introduceret mig til nogle af de største forkæmpere af den amerikanske borgerretsbevægelse som James Baldwin, Martin Luther King, og Malclom X, og ikke mindst til Frantz Fanons kolonialismekritik. Disse mennesker, og den sag de kæmper for, har jeg den dybeste respekt for.
Nogle gange misunder jeg dem, der har denne evne til at italesætte verdens uretfærdigheder og elendigheder. Jeg ville til tider ønske, at jeg havde den samme vrede og den samme styrke. Den lever i mig, godt gemt bag al taknemmeligheden, jeg føler for det liv, jeg har fået.
Med denne taknemmelighed er der også en forståelse for, hvor enormt heldig jeg har været og hvor anderledes det kunne havde set ud, hvis jeg ikke var blevet skænket denne enorme chance fra livet. Der er mange der drømmer hver eneste dag om at være der, hvor jeg er, men aldrig får chancen.
Denne taknemmelighed holder mig i et fast greb og forhindrer mig i at være vred, sætte mig selv i en offerrolle og gå til demonstration og råbe op omkring de uligheder, der hærger mine medmennesker.
Denne barriere vil jeg nu bryde. Godt nok er jeg ikke et offer og jeg har meget at være taknemmelig for, men ikke desto mindre er jeg adopteret fra en fattig familie med ti børn, hvoraf fem er bortadopteret pga. mit fødselslands elendighed.
Jeg er heldig at være landet i Danmark med de forældre og det liv, jeg har, men ikke alle mine biologiske søskende har været lige så heldige. Derfor vil jeg tale ud, råbe op og være vred. For det handler ikke om mig, men om racisme og påtvunget ulighed, og de uretfærdigheder, der følger med.
Det handler om at turde at være en del af noget større og forstå historien bag elendigheden. Vi lever i en postkolonialistisk verden, som på overfladen er blevet et bedre sted at være menneske i, men som bag facaden stadig tillader de groveste krænkelser af menneskerettigheder og de mest hensynsløse eksploiteringer som blev født i det øjeblik, Columbus satte sin fod på øen Hispaniola i 1492.
Der findes formodentligt ikke et bedre eksempel på den postkolonialistiske arv end USA. Dét er det historien fortæller mig og dét er det, der satte gang i de seneste ugers enorme demonstrationer, og jeg har ikke længere tænkt mig blot at se på.
USA er godt nok et skræmmescenarie, men ikke desto mindre finder den postkolonialistiske racisme sted i hele verden - og ikke mindst i Danmark.
Vi skal se historien i øjnene! Vi har et fælles ansvar og vi er gensidige afhængige af hinanden. Vi er én race, som har overlevet. Vi er Homo sapiens. Uanset pigment og udseende.
Lad os aldrig glemme, hvad et menneskeliv er værd, hvert individ kan gøre en forskel, ligesom George Floyds død gjorde det for min ambivalens.
Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
