Ingen behøver at få genfortalt coronakrisen indtræden på verdensscenen - hverken den historiske eller ideologiske fortælling der senere skulle følge. De såkaldte sølvpapirshatte fik for alvor fremfærd, og tiltrak mange støtter - samtidig med, at demonstrationer imod restriktioner blev en stadig større del af den politiske virkelighed.
Hvorfor dog dette? Jo, det skyldes den simple årsag, at der såmænd altid vil være en stor del af en vestlig befolkning som vil blive vrede over, at deres frihed angiveligt bliver taget fra dem. Hvorfor mig? Dette burde ikke være nødvendigt. Dette er at gå for langt. Osv.
Nu er det som om, at vi er tilbage på coronakrisen banehalvdel. Pressemøderne er vendt tilbage, og nu skal vi alle have ad vide hvor meget der står på spil, og hvor alvorligt det alt sammen er. Okay. Nogle ser dette narrativ som ekstremt overdrevet, andre forstår "alvoren", nogle er måske endnu mere "forsigtige" som eksempelvis Enhedslisten.
Men hvor længe går den? Hvor længe kan restriktionerne komme og gå? I hvor lang tid skal vi have pressemøder i primetime afholdt af Mette Frederiksen? Nu var det jo lige som om at vi kunne begynde at tale om politik igen. Nu er vi tilbage til coronaen som det altoverskyggende politiske emne, og ingen ved, hvad morgendagen bringer. Politik som vi forstår det, må så vente. Desværre.
