Storbritannien tager ansvar og giver Hong Kong-borgere mulighed for op-holdstilladelse

William Heiberg-Grevy,

01/07/2020

Med vedtagelsen af en ny sikkerhedslov har Kina strammet grebet om Hong Kong borgernes demokratiske rettigheder, som blandt andet betyder, at flere prodemokratiske aktivister risikerer at blive retsforfulgt for deres deltagelse i demonstrationer for mere selvstyre samt retten til at ytre sig. Med endnu et varsel om, at Hong Kongernes fremtid vil smuldre, har den britiske premierminister Boris Johnson fremsat et forslag, der vil give cirka 2,9 mio. Hong Konger mulighed for opholds- og arbejdstilladelse i 5 år, hvorefter de vil kunne ansøge om britisk statsborgerskab. 


Boris Johnson træder langt om længe i karakter ved at vise sympati med Hong Kongerne, som trods de mange år som britisk koloni har et nært forhold til Storbritannien. I dag har cirka 350.000 Hong Kong-borgere oversøisk britisk pas, og med det nye forslag vil man, hvis forslaget vedtages, sikre mange Hong Kong-borgere en bedre fremtid, end hvis de vælger fortsat at leve i Hong Kong. 


Forslaget er udtryk for en skarp kritik af Kina og ikke mindst af Xi Jinping, der højst sandsynligt vil blive opfattet som et direkte angreb mod Det Kommunistiske Parti. Hong Kong er et ømt punkt for Kina. Derfor vil Boris Johnsons forslag blive bemærket i Kina, og måske kan dette blive starten på en ny europæisk udenrigskurs i forhold til Kina, der med et stærkt EU vil kigge med mere kritiske øjne på Kinas næste træk. Vi skal dog være forberedt på, at Kina vil reagere, hvis en større del af Hong Kongerne i givet fald vælger at forlade Hong Kong, dels fordi borgerne repræsenterer en økonomisk værdi, og Kina nok nødig ser en egentlig udvandring fra Hong Kong, og dels fordi Kina derved vil tabe ansigt overfor Vesten. Vi må derfor, hvis forslaget vedtages, forberede os på, at Kina meget vel vil indføre lovgivning, der forhindrer borgerne i at forlade Hong Kong. 


Når jeg mener, at vi trods dette bør støtte op om Boris Johnsons forslag, skyldes det, at vi som demokrater har en pligt til at hjælpe demokratiske borgere i nød. Derfor skal vi hjælpe Hong Kongerne i sikkerhed og væk fra et demokrati, der med tiden vil blive del af et diktatur uden privat frihed til at mene og udtrykke, hvad man vil. Vi skal i større grad vise vores vrede og forargelse over den måde, Kina agerer på såvel på den internationale scene som i Hong Kong. Kinas anliggender er og vil til stadighed være genstand for debat, så længe grundlæggende menneskerettigheder ikke overholdes. 


Foto: Will Oliver/EPA/Ritzau Scanpix