Vi skal stoppe rygeforbuddet i Århus, før det spreder sig til hele landet

Thomas Frederiksen,

04/05/2020

Byrådspolitikerne i Århus er på vej med et voldsomt indgreb i den personlige frihed. De lokale liberale stemmer i, og dette inkluderer tilsyneladende et valgt LA-mandat. Den største bekymring er dog, at det her vil sprede sig ud over den århusianske kommunegrænse fordi sådan plejer det at være.     

Statsradiofonien har helt ret når de bruger overskriften ”Et meget vidtgående” forbud, om det udvidede udendørs rygeforbud som er på vej i Århus. Nuvel, nu er det vel helt naturligt med en stor forkærlighed for forbud i en mangeårig socialdemokratisk højborg? Ja da, men de lokale repræsentanter for Danmarks liberale parti er i den grad med på vognen. Undskyld, men hvem står på vagt for friheden i Århus?      

Det udendørs rygeforbud vil b.la. betyde gælde ved busstoppesteder, biblioteker, svømmehaller, lokalcentre og kulturhuse m.fl.  

At læse referatet fra byrådsdebatten er, for et frihedssindet menneske, mildest talt ikke opmuntrende læsning. Venstres Hans Skou er mest bekymret for om forbuddet kan håndhæves – en bekymring som deles af de konservative -”men som udgangspunkt er det her den helt rigtige dagsorden.” lyder det afslutningsvist fra Skou. 

Thomas Medom (SF) sammenligner forbuddet med afskaffelsen af revselsesretten – altså retten til at slå sine børn – fordi dette (også) har rykket holdninger iht. det der forbydes. En ganske ekstrem sammenligning. Revselsesretten handler om, at beskytte forsvarsløse børn imod voksnes overgreb, et udendørs rygeforbud handler om, at beskytte mennesker imod deres egne frie valg. Forskellen består ganske simpelt i om forbuddets hensigt er at beskytte uskyldige, og den distinktion burde også en folkesocialist gøre sig.        

Faktisk står Enhedslisten for det mest skeptiske indlæg i debatten, og selvom dette kan bekymre en liberal borgerlig sjæl, skal kommunisterne for denne omgang have tak, ret skal være ret. Men et gennemført kommunistisk planøkonomisk parti kan aldrig have en helhedstilgang til frihedsdagsordenen, og derfor er det mest bekymrende nu engang Venstres tilgang til et sådant forslag. 

Indledningsvist får den lokale venstre-repræsentant rundet nogen af de liberale adelsmærker, men når det bliver konkret så aftager det ideologiske sindelag ganske hurtigt, og tilbage står at man altså mest af alt er bekymret for om forbuddet nu kan håndhæves. 

Det er i sig selv kritisabelt, men samtidig er der et ekstra element af (lokal)demokratisk interesse i denne sag. I Venstres gruppe sidder nemlig Almaz Mengesha som oprindeligt er valgt på et LA-mandat. De færreste LA-vælgere vil formentlig være enig i forbuddet, og det vil derfor kun være rimeligt om Almaz Mengesha fortæller disse vælgere – som hun skylder sit mandat – om hun deler partifællens ide om at forbuddet er ”den helt rigtige dagsorden”, og netop det spørgsmål har jeg stillet Menghesa på Facebook.  I skrivende stund dog uden at få svar på tiltale. 

Man kunne selvfølgelig også anskue sagen på den måde, at det jo alene sker i Århus, og hvad kommer det os udenfor kommunen ved? Men her bør man erindre sig om, at netop når det gælder rygeforbud så er kommunerne flinke til at kopiere hinanden. Eksempelvis har vi set en enorm vækst i antallet af kommuner der forbyder rygning for deres ansatte i arbejdstiden. Århus kan, som tidligere, blot være epicenteret for endnu en forbudsbølge der vil skylle ind over kommunerne, og det vil være op til de lokale liberale kræfter at forhindre dette. Calling all cars.