Kongehuset - og den kyniske og strategiske styring af pressen

Søren Jørgensen,

01/08/2020

Kongehuset – og den kyniske og strategiske styring af pressen


Medierne spiller en afgørende rolle i det danske demokrati og bliver ofte betegnet som den fjerde statsmagt på grund af deres store indflydelse på samfundet. Mediernes opgave i demokratiet er at understøtte, at alle borgere uanset baggrund har ret til at ytre deres holdninger og få mulighed for at få indflydelse på det samfund, de lever i. Derfor er det en kerneopgave for medierne, at de skal være saglige og objektive i deres dækning af samfundsrelevante emner - og ikke mindst turde at kritisere magthaverne i samfundet og sørge for, at de holder sig til spillereglerne.


Der er ingen tvivl om, at medierne i deres dækning af politikere og virksomheder tør at kritisere både bolden og manden, når de etiske og juridiske regler ikke efterleves. Det findes der et utal af eksempler på. Eksempelvis gik medierne nærmest i selvsving og gravede dybt i skattesagen med Helle Thorning-Schmidt - til gavn for folkets interesse. Og hvem husker ikke sagen om SuperBest, der gentagne gange havde problemer med deres køds holdbarhedsdato?


Men når det kommer til historien om mediernes overordnede dækning af kongehuset, bliver de som paralyseret og glemmer alt om den sunde fornuft og de faste retningslinjer for god og kritisk journalistik. I stedet for varetager de kongehusets interesser og bruger alle deres kræfter på at tegne et idyllisk billede af de royale personligheder; fx ved at vise, hvor skøn en ferie de har haft, hvor skønne Marys kjoler er, eller hvor smuk dronningens nye køkkenhave er. Denne idylliske og forfalskede fremstilling af kongehuset hænger sammen med, at 71 % af den danske befolkning stadig er glade for kongehuset og ønsker at bevare det - men hvad med den resterende del, der er kritiske over for kongehuset eller helt ønsker at afskaffe det? Skal deres interesser ikke også varetages af den danske presse?


Hvis vi skal have et sagligt og objektivt grundlag at debattere og forstå kongehuset på, fordrer det også, at vi får stillet de kritiske spørgsmål fra pressen, og vi bliver oplyst om bagsiden af medaljen ved kongehuset. Det kræver, at pressen tør stille kritiske spørgsmål til kongehuset - og ikke mindst at kongehuset rent faktisk tør at besvare disse spørgsmål i stedet for at forblive i tavshed og ansætte folk til at sige "Det har jeg ingen kommentarer til". Kigger vi på den britiske presse, kunne vi lære en masse af, hvordan man tør at forholde sig kritisk til et kongehus, så vi undgår, at de sætter dagsordenen som i Danmark. Det ville være oplagt at spørge kongehuset om, hvorvidt de kan tillade sig at modtage en gaveregn fra topfolk i erhvervslivet, når de samtidig giver dem medaljer, ordener og inviterer dem med til fine arrangementer. Det ville også være på sin plads at spørge, om de kongelige ikke selv kan se, om de er med til at ødelægge Danmarks ry, da de tilbage i 2011 var med til at hædre Bahrains diktator, Kong Khalifa. Og hvad med at stille spørgsmålstegn ved det etiske i, at man i en velfærdsstat - der har til formål at hjælpe de svage i samfundet - forgylder højtuddannede og kompetente mennesker, der kan klare sig selv? Det kan kun være rimeligt over danskerne, at de får krav på at få afdækket disse spørgsmål - det er trods alt dem, der er tvunget til at sponsorere de kongeliges liv.


Men kongehuset er ligeglade - de er strategiske og kyniske og styrer pressen med hård hånd. Der findes et utal af eksempler på, hvordan kongehuset gennem tiden har hædret forskellige journalister med ridderkors. Tildelingen af disse titler hænger naturligvis sammen med, at kongehuset ønsker at styre kritikerne og holde dem i kort snor - så de netop tegner et positivt forvrænget billede af kongehuset. Det er kun rimeligt at stille spørgsmålstegn ved, om dem, der har til opgave at kritisere kongehuset, har gjort deres opgave godt nok, når de bliver hædret af kongehuset med ridderkors som tak for deres "indsats".


Kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen er enig i, at pressen ikke er særlig kritisk over for kongehuset. Han mener, at den overvejende positive indstilling til kongehuset i befolkningen smitter af på journalisterne, og at de også selv synes, at institutionen kongehuset fungerer fint. Men sandheden er bare, at det er et skidt udgangspunkt at drive god journalistik på. For hvis journalistikken handler om ikke at afdække et reelt billede af virkeligheden og turde forholde sig kritisk til den - hvor ender vores demokratiske samfund så henne? Det kan ikke være rimeligt, at den gode og fornuftige journalistik tilsidesættes - alene fordi pressen skal lefle for de kongelige og sikre sig adgang til deres verden, så de kan få de "gode" historier, interviews og billeder.


Gud bevare Danmark - og ytringsfriheden.