Kongehuset er en anakronisme i et demokratisk samfund

Søren Jørgensen,

05/07/2020

Med vedtagelsen af Grundloven i 1849 blev det fastlagt, hvilke overordnede spilleregler der skulle gælde for demokratiet i den danske retsstat. Ikke alene skulle Grundloven sikre borgernes rettigheder - den skulle også tydeliggøre ud fra magtens tredeling, hvem der kunne lovgive, hvordan det skulle foregå, og hvilken rækkevidde lovene havde. Magtens tredeling havde blandt andet til formål at sikre Grundlovens første grundprincip om, at loven også skulle gælde for de lovgivende mennesker. Ydermere skulle Grundloven sikre, at loven var lige for alle - dvs., at loven skulle være ens for alle uanset køn, etnicitet, religion osv.

 

Men selv om Grundlovens fødsel var revolutionerende, blev det med tiden også klart, at den alligevel rummede nogle store paradokser. For nok havde Grundloven sikret den ”almindelige” borger de samme rettigheder - den tillod samtidig også en forskelsbehandling mellem borgeren og de royale. I paradokset gemmer sig fortællingen om, at Grundloven igennem immunitetsreglen sikrer, at de kongelige som udgangspunkt ikke kan straffes for kriminelle handlinger ligesom den danske borger. Denne indlejrede nepotistiske tankegang i Grundloven sikrer monarken, her Dronning Margrethe, at være født ind i en position, der giver hende særlige kompetencer. Dronningen kan således ene og alene beslutte, hvorvidt de royale medlemmers immunitet skal ophæves eller ej – ikke før kan de kongelige på nogen måde straffes for deres handlinger.

 

De kongeliges mange særlige privilegier i loven afspejler sig også i paragraf 115, bedre kendt som paragraffen om majestætsfornærmelse, der er med til at sikre de kongelige en speciel beskyttelse og give dem bestemte fordele. Ikke alene er det et udtryk for uretfærdighed og nepotisme, at de kongelige er beskyttet af denne paragraf – den står også i dyb kontrast til samfundets demokratiske principper og særligt den ytringsfrihed, vi i Danmark værner om. For hvis vi i Danmark skal omfavne ytringsfriheden og vores ret til at debattere og kritisere, må vi også acceptere den præmis, at vi enten selv, vores meninger og sågar også de kongelige bliver udsat for den kritik, ytringsfriheden indebærer i et demokratisk samfund. Det forbliver en forældet tanke i det moderne samfund, at vi skal tage særlige hensyn til, hvordan de kongelige føler og har det, blot fordi de er kongelige.

 

Men det er ikke kun juraen, der gør, at Kongehuset er en anakronisme – et levn fra fortiden, der ikke hører hjemme i et moderne samfund, der ser sig selv som et foregangsland for ytringsfriheden. For nok giver loven Kongehuset særlige privilegier ingen andre tør drømme om – Kongehusets levevej står også i dyb kontrast til den danske velfærdsstats principper. Velfærdsstaten blev hovedsageligt udviklet op igennem det 20. århundrede og har den kerneydelse, at alle danske statsborgere har ret til offentlige ydelser som lægehjælp, uddannelsesstøtte, understøttelse osv. Indlejret i velfærdsstaten er den smukke forestilling, at alle mennesker skal have lige mulighed for at kunne klare sig godt i det danske samfund. Dette fordrer naturligvis, at den danske borger, der ikke er syg, er villig til at arbejde og betale skat, så de økonomiske velfærdshjul kan dreje rundt.

 

I Danmark gives en økonomisk ydelse, apanage, til de kongelige, der koster samfundet langt over 100 millioner kroner om året. Apanage modarbejder velfærdsstatens filosofi, fordi sammenhængskraften i velfærdsstaten er bundet op på, at de arbejdsduelige borgere vil levere et fagligt stykke arbejde og betale skat, så dem, der har brug for hjælp, kan få det – modstridende er det derfor, at der tillades den passive forsørgelse, apanage, der forgylder mennesker til en bunden tilværelse i luksus. Det er uforsvarligt, at dette kan finde sted i en velfærdsstat, for Kongehusets medlemmer er meget kompetente, selvstændige og højtuddannede og har derfor ikke brug for den offentlige støtte og hjælp – de kongelige ville nemt kunne klare sig selv som andre resursestærke borgere.

 

Kongehuset er ikke andet end en anakronisme, der er gennemsyret af nepotisme og er med til at begrænse vores ytringsfrihed. Kongehuset skal derfor afskaffes. Ikke alene ville det skabe et bedre fundament for vores ytringsfrihed og vores demokrati, det ville også frigive 400 millioner kroner, vi kunne bruge på bedre formål som fx bedre normeringer i daginstitutioner, bedre arbejdsvilkår på sygehuse eller bedre forhold til selvstændigt erhvervsdrivende. Vi skal forstå, at en afskaffelse af Kongehuset ikke er lig med en afskaffelse af vores kulturhistoriske identitet. De royale seværdigheder som fx slottene vil stadig eksistere, og den historie – som Kongehuset også har været med til at forme på godt og ondt – vil stadig leve videre i fortællingen om, hvordan det danske samfund blev til.

 

Gud bevare Danmark – og ytringsfriheden.