Kongehuset - Danmarks mest udanske familie

Søren Jørgensen,

07/09/2020

Royalisterne har alle dage argumenteret for bevarelsen af kongehuset med, at det er en betydningsfuld del af vores kulturhistoriske identitet. Det afgørende er, at kongefamilien er med til at skabe den enkelte danskers selvforståelse og er et symbol på danskhed udadtil i verden. Forestillingen er, at kongehuset ikke kan gøres op i penge, men i stedet for må forstås ud fra den værdi, at det kan samle befolkningen på tværs af klasser, generationer og politisk overbevisning.


Danskhed er selvfølgelig et kompleks begreb at definere, fordi den subjektive opfattelse varierer fra individ til individ. En definition af begrebet må derfor bygge på nogle af de generelle og åbenlyse elementer ved den danske samfundsmodel og adfærdsmønstre ved danskeren. Velfærdsstaten er bygget op om, at den arbejdsduelige dansker skal levere et fagligt stykke arbejde og betale skat, for at velfærdshjulene kan dreje rundt. Filosofien er, at alle mennesker skal have lige mulighed for at få hjælp og klare sig godt i det danske samfund. Det kan eksempelvis være, når arbejdsløse får understøttelse i jobprocessen, unge får uddannelsesstøtte, eller når syge mennesker får lægehjælp. Grundtanken om, at de kongelige alene modtager over 100 millioner kroner i apanage, modarbejder den danske velfærdsstats filosofi, fordi den danske borger på den ene side skal arbejde og betale skat til velfærdsstaten, mens der samtidig tillades en passiv overførselsindkomst til medlemmerne af kongefamilien, der er kompetente, højtuddannede og nemt kan klare sig selv på lige fod med den arbejdsduelige dansker.


Men at kongehuset er udansk, kommer ikke kun til udtryk i modarbejdelsen af velfærdsstaten. Den manglende danskhed afspejler sig også i den forskelsbehandling, kongefamilien får, samt de mange urimelige privilegier. For eksempel kunne man læse i bogen Det koster et kongerige (Høvsgaard, s. 16, 2012), at Frederik og Mary boede i deres palæ, hvor de havde 26 ansatte samt diverse freelancere til at lave praktiske gøremål som fx rengøring, børnepasning, madlavning osv. Eksemplet er blot et af mange i bogen og understreger modsvaret til royalisterne om, at kongehuset på alle tænkelige måder er et symbol på danskheden – for hvordan kan denne familie på nogen måde være et symbol på danskhed, når de lever et afslappet, luksuriøst og privilegeret liv så langt væk fra den ”almindelige” dansker? Kære royalister, det giver simpelthen ingen mening.


Den udanske forskelsbehandling kom endnu en gang til udtryk, da dronningen i forbindelse med sin 80 års fødselsdag søgte om midler til sit taffelstoleprojekt hos forskellige fonde. Det groteske var, at to af fondene, der donerede penge til dronningen, var villige til at gå på kompromis med egne specifikke formål. For selv om man kunne notere sig, at fx Kirk-fonden havde til hovedformål at støtte udsatte børn, og at Hempel-fonden havde fokus på uddannelse, forskning og natur, forhindrede det ikke dronningen og eliten fra erhvervslivet i at holde sig for gode til at bruge de finansielle midler på fødselsdagsgaven.


I min optik kan man udlede af velfærdsstatens filosofi, at den ”almindelige” dansker besidder kvaliteter som arbejdsomhed, solidaritet og vægter evnen til at tage vare på sit eget liv. Derfor klinger det hult, at kongefamilien ikke alene bliver forgyldt med skattefri apanage på skatteydernes regning, samtidig med at de med god samvittighed kan modtage gaver i millionklassen fra erhvervslivets topfolk. Disse privilegier er ikke alene udanske på alle måder, men også et udtryk for, at kongefamilien har mistet jordforbindelsen og er komplet ligeglade med, hvordan de udadtil er et billede på Danmark.


I det hele taget nyder Danmarks mest udanske familie ikke kun godt af at modarbejde velfærdsstaten og forvalte de danske skatteyders penge på etisk uforsvarlig vis – familien er også en anakronisme i demokratiet. Hvor det danske repræsentative demokrati bygger på, at man minimum hvert fjerde år skal vælges og godkendes af majoriteten, går de kongelige fri og er født til deres magtfulde og betydningsfulde position som frontfigur for Danmark. Det har den uheldige konsekvens, at kongefamilien ikke en gang behøver at besidde nogen form for kompetence – og værst af alt – de skal ikke stå til regnskab for deres uetiske handlinger og deres manglende symbol på danskhed.



Skrevet af Søren Würtz Vinther Jørgensen