Det skal være valgfrit, om man vil betale til kongehuset

Søren Jørgensen,

23/05/2020

I Danmark hersker en idyllisk forestilling om, at Kongehuset er en vigtig del af vores kulturelle identitet og historie. Ikke alene er mange af den overbevisning, at Kongehuset er med til at fastholde vores traditioner – det er samtidig også blevet til en moderne institution, der er med til at binde befolkningen sammen på tværs af generationer. Bagsiden af medaljen er ikke til at få øje på, men åbner man øjnene lidt mere og tager de kritiske briller på, vil virkeligheden hurtigt fremstå mere kompleks. Jeg vil i følgende blog fremhæve nogle centrale punkter, der belyser de store etiske udfordringer, Kongehuset er med til at skabe i det danske samfund og fortælle om borgerforslaget.

Grundlæggende handler forslaget om, at den filosofi, velfærdsstaten er bygget op om, på ingen måde kan forenes med det danske monarki. Velfærdsstaten er hovedsageligt udviklet op igennem det 20. århundrede og har den kerneydelse, at alle danske borgere har ret til offentlige ydelser som fx uddannelseshjælp, understøttelse og lægehjælp. Indlejret i velfærdsstaten er den smukke forestilling om, at alle mennesker skal have lige mulighed for hjælp og til at klare sig godt i det danske samfund. Dette fordrer, at den danske borger, der er arbejdsduelig, er villig til at yde et fagligt stykke arbejde og betale skat, så de økonomiske velfærdshjul kan dreje rundt. Grundtanken om apanage er problematisk, fordi den danske borger på den ene side skal arbejde og betale skat til velfærdsstaten, mens der samtidig tillades en passiv overførselsindkomst til medlemmerne af Kongehuset, der er kompetente, højtuddannede og nemt kan klare sig selv i det danske samfund.

Monarkiet har den svaghed, at det ikke kan forenes med de danske demokratiske principper. Ideen om, at vi på den ene side har et enestyre, her monarkiet, står i dyb kontrast til, at vi har et folkestyre. På den ene side har vi et folk, der bestemmer, men på den anden side har vi også en dronning, der har den afgørende stemme i forbindelse med politiske tiltag, fx lovene. Efter min mening kan dette lade sig gøre, fordi monarkiet i højere grad er en forretning i forklædning – en dårlig forretning, der har givet underskud i nyere tid. Den trofaste royalist vil naturligvis argumentere for, at Kongehuset ikke kan gøres op i penge og er en vigtig del af vores markedsføring af Danmark – sandheden er bare, at der ikke findes undersøgelser med evidens for dette.

Ikke nok med at monarkiet er uforeneligt med demokratiet og velfærdsstatens principper, så er det også gennemsyret af den nepotistiske tankegang på et økonomisk, juridisk og etisk plan. Kongehuset koster 400 millioner kroner hvert år, hvoraf 100 millioner kroner af dem går til apanage. Det er rendyrket nepotisme, at nogle mennesker er født ind i en verden, hvor de økonomisk bliver forfordelt med mange millioner kroner – især set i lyset af at den danske borger i gennemsnit tjener 327.000 kroner om året. Det må derfor vække stor forargelse, at medlemmer af Kongehuset oveni bliver tildelt store gaver fra erhvervslivet og staten. Ydermere afspejler den nepotistiske adfærd sig i, at medlemmer af Kongehuset er hævet over loven. De kan som udgangspunkt ikke stilles til ansvar for deres lovovertrædelser på lige fod med andre danske borgere – medmindre monarken, her Dronningen, ophæver deres immunitet.

Den kongelige moral holder sig heller ikke tilbage, når de to fine ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen, skal uddeles. Oprindeligt blev ordenerne lavet til at hædre borgere, der har gjort en særlig forskel for Danmark. Men siden da har piben fået en anden lyd, og i dag bruges ordenerne mere til at fremskønne Kongehusets egne relationer, få gaver og stille dem selv i en gunstig position. Ordenerne bliver tildelt flere og flere rige og kendte mennesker fra erhvervslivet end tidligere, og ifølge professor ved Syddansk Universitet med speciale i Kongehuset, Michael Bregnsbo, kan der drages paralleller mellem dette stigende adfærdsmønster og korruption. Men ikke alene er ordenerne blevet brugt til at fremme Kongehusets position, de er også blevet brugt til at hædre diktatorer. Eksempelvis blev det til en kongelig ups’er, da Dronningen i 2011 tildelte diktator, kong Khalifa, en af dem på sin rejse til Bahrain. En af flere sager om tildeling af ordener til krigsforbrydere, der ikke alene fik konsekvenser for Dronningens fine ry, men som også var med til at sætte Danmark i et dårligt lys rundt omkring i verden.

Borgerforslaget ”valgfri finansiering af samtlige udgifter til Kongehuset over skat” handler ikke bare om at gøre en forskel. Der er langt mere på spil. Det handler om at belyse de etiske udfordringer, Kongehuset skaber som repræsentant for Danmark, og bidrage til en mere nuanceret debat om vores Kongehus.

Gud bevare Danmark – og ytringsfriheden.