I Danmark har det borgerlige segment kun haft EN reel sejr i værdidebatten – og det er på det udlændingepolitiske område. Hvilket er en sørgelig og fattig virkelighed af mange grunde, men specielt taget betragtning af, at man har spillet sig ind på en socialdemokratisk præmis. En præmis, hvor nationalismen har blomstret i det den blå lejr, da det er en af de få områder, hvor man har haft medvind og dikteret spillereglerne.
Denne indlogering af udlændingepolitikken kommer først og fremmest fra Glistrups nedsmeltning i både Fremskridtspartiet og i Trivselspartiet, hvor udlændingepolitikken blev sat på landekortet – og senere professionaliseret af udbryderne som startede Dansk Folkeparti. Et parti, der som udgangspunkt stadig bar sine borgerlige fornuftige økonomiske politik – men hurtig vurderede, at de som er mest kritiske overfor indvandrere, sjældent går op i skattelettelser eller deregulering. Da højtuddannede, velhavende og erhvervsdrivende, som sådan ikke betragtede indvandring som den højeste prioritet – men spillede sig ind i det markante fremmedfjendske arbejdersegment, som følte sig truet af det udefrakommende.
Hermed var en virkelighed skabt, hvor det borgerlige Danmark havde fået lokket en stemmesluger ind i sin fold, som havde en populær og omdiskuteret dagsordenen som mærkesag, alt imens de havde skabt en sympatisk platform, som primært centrerede sig om de EKSTREMT MANGE ældre borgere. Som alt i alt var en kalkuleret og strategisk placering i det politiske spektrum – som kan også kan ses i det seneste valgs mest populære politikområder, ved 1. Miljø- og klimapolitik, 2. Sundhedspolitik og 3. Udlændingepolitik.
Dette blev til det borgerliges værdimæssige forfald i 90’erne og 00’erne, hvor man havde overgivet sine principper, rundet af et internationalt og åbent sindelag, til den pragmatiske situation - med nationalisterne som sin parlamentariske betingelse. Og selvom Dansk Folkeparti og deres arvetagere i Nye Borgerlige anser sig selv som nationalkonservative – så er denne invasion af det blå Danmark (udover sit nye brune islæt), også et indtog og en accept af den socialdemokratiske præmis. Da man begyndte at anse velfærdsstaten som omdrejningspunktet, for den måde vi laver og tænker politik. Frem for at sætte mennesket centrum, fik venstredrejede system fik en ophøjet position, i den måde vi taler om det danske samfund.
Trods dette kan lyde som et forsvar for den ubetingede fri indvandring, så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Men en kritik af, at højre-venstreskalaen i dansk politik er dikteret af det kollektivistiske monstrum, som vi har skabt i velfærdsstaten. Eftersom at indvandringen til Danmark, har fået alt for gunstige vilkår, uden de nødvendige incitamenter. Et system, som i stedet for at fremme integrationen og bidraget til det danske samfund, er blevet passiviseret og iscenesat de værste sider ved det kulturelle sammenstød.
Da velfærdsstaten ikke er andet end en tikkende bombe, under det tolerante og åbne samfund. Når åbne grænser og åbne kasser, hviler på at økonomien er i fremdrift, ydelserne er begrænset og systemet er fleksibelt. Og her har det socialdemokratiske projekt den langsigtede konsekvens, at det implodere under sig selv. Da indvandreren til den danske ”solidariske” indretning, er draget af et system, hvor risikoen er lav og alternativet til hårdt arbejde er tilfredsstillende. Hvor det som mange danskere også lider under, er mageligheden og middelmådighedens ekstreme og trygge omfavnelse af borgeren, via sikkerhedsnettet giftige fangearme.
Danskeren og den kulturelt homogene indvandrer, vil under dette system bliver en udgift, frem for en indtægt, hvilket naturligvis også tilfældet hos de ikke-vestlige indvandrere - MEN med mere omfangsrige konsekvenser. Dette kommer af, at når vi på denne måde passiviserer borgerne og fjerner deres økonomiske incitamenter, så har heterogene grupper kulturelt, en større tendens til, at udvikle negativ indflydelse på samfundet omkring dem – igennem bl.a. ghettoer og kriminalitet. Konsekvenser, som fordrer utryghed og intolerance blandt borgerne og indvandrere.
Alt i alt, kan mange af de konsekvenser, som opstår ved indvandringen ses som en konsekvens af velfærdsstaten. Trods at indvandringen, specielt fra ikke-vestlige lande under alle omstændigheder har sine intrinsiske konsekvenser, så bliver disse kun accelereret og væsentligere, under et system, der lader det blomstre. I mangel på konsekvenser, i både juridisk og økonomisk forstand, bliver indvandringen kun betinget af de økonomiske udsving – når de bliver negligeret til at agerer en problemfyldt back-up-arbejdskraft, til når økonomien går godt.
Dermed kan vi vende tilbage til, hvordan den socialdemokratiske præmis, har ladet sig snige ind i den borgerlige lejr, i de brune klæder. Dette afstedkommer af, at nationalisterne i DF og NB har diagnosticeret at der er en sygdom til stede, men ikke ved hvad den kommer af – men stadig vælger at udskrive medicin, i form af lukkede grænser. En medicinering, som er ekstremt dyr og kommer til at forårsage, at vigtige organer vil svigte – til gengæld vil du slippe af med din forkølelse. For det er sådan, at nationalisternes løsninger kommer til at fungere, når det vil give afkald på den fri bevægelighed, til fordel for et dyrt system, med ineffektive grænsevagter og symbolske hegn.
Borgerligheden bør holde sig for god til sådanne søforklaringer og ikke danse med til den socialdemokratiske musik. I stedet bør mennesket altid komme før systemet, hvilket hviler på, at man fra de borgerlige partiers side, gør op med at tænke velfærdsstaten før borgerne – og dermed også indvandreren. Hvilket hviler i, at man også skaber taler et system op, hvor borgeren er central og anses som ansvarsfuldt og med fornuft nok til, at kunne træffe sine egne beslutninger – og tage ansvar for dem. En deroute, som også smider nationalismen på porten, men fastholder en stram udlændingepolitik, ved at man åbner grænserne, men absolut ingen privilegier bliver stillet som indvandrer. Krav om selvforsørgelse og overholdelse af loven, bør være det som samler de borgerlige – frem for alle disse latterligheder, som symbolske initiativer ved burkaforbud og grænsevagter.
