Den totalitære socialisme er blevet sneget ind ad bagdøren under coronakrisen

Simon Mogensen,

07/05/2020

I kølvandet på den massive sundhedskrise og forestående økonomiske recession, som er forårsaget af COVID-19, har en begyndende udskamning af kapitalismen taget fat i det brede del folkestemningen. Ved den dalende tiltro til de frie markedskræfter, er en herskende tendens til at betragte den centraliserede planlægger, staten som er acceptabelt og givende alternativ. En udvikling, som ikke bare er under opsejling, på baggrund af markedskræfternes manglende evne til kollektivt, eller nærmere autoritært, at kunne begrænse borgerne og virksomhedernes ønske om at handle med hinanden og dermed omgås hinanden inden for ofte de omtalte 2-meter – men også som produkt af Regeringens retorik om de såkaldte ”hjælpepakker”. Et begreb, som i høj grad devaluerer og skævridder pakkernes essens. 

For ”hjælpepakkerne” til erhvervslivet, er ikke hjælp, men ERSTATNING. Da hverken borgerne eller virksomhederne kan gøre for denne krise vi står i – men i lyset af omstændighederne ved COVID-19’s alvor, blevet lukket ned. En begrænsning eller decideret tvangslukning, som gør, at aktørerne ikke kan handle og dermed formå at iscenesætte hverken deres efterspørgsel eller udbud. Altså har man fra centralt hold, været årsagen til aktørenes passivisering, som har konsekvenser for den bundlinje, der skal finansierer de ansatte og de varer vi allernådigst efterspørger. Altså har staten manifesteret en ekspropriation af virksomhedernes udbud, i navnet på Social-distancing – som under normale omstændigheder, aldrig ville blive betegnet som hverken hjælp eller en udstrakt hånd, men ERSTATNING!

Ikke at jeg vil bevæge mig ind i en diskussion om, at hele Regeringens nedlukning er retfærdiggjort, for det er den i særdeleshed – men nærmere den diskurs den har fordret i befolkningen. Da der som eksempel blev gået hårdt til den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, efter hans virksomhed har ansøgt om hjælpepakke. En venstreorienterets våde drøm, hvor den gæve selvstændige og egennytte kapitalist, der både har demonstreret sit politiske tilhørsforhold i sin politiske karriere og sit litterære værk, Fra minimalstat til socialstat – pludseligt må se sin afhængighed af kollektivet og den barmhjertige stat. Men uagtet, hvor dobbeltmoralsk denne situation forekommer for den skyklappebærende socialist – er denne ageren ikke andet end en naturlig pligt. For når ens friheder bliver begrænset, og ens levebrød bliver reduceret eller kategorisk fjernet, har man i en retsstat og et liberalt demokrati, har man som det mindste, ret til erstatning. 

I stedet for denne retfærdighedskalkule, som bør være en naturlig forlængelse af de alvorlige omstændigheder, har Regeringens manifesteret sig i sit samfundssind og ubetingede nådefuldhed. Således at erhvervslivet og de ansatte rundt omkring i det danske land skal være taknemmelige for erstatningen. 

Vi har lullet os selv i søvn i Mette Frederiksen og Regeringens trygge favn, hvor staten kan planlægge sig ud af enhver krise den kommer i. COVID-19 er samtidig blevet en undskyldning for en genopstået diskussion om statens centrale rolle i samfundet, kan blive endnu mere indflydelsesrig – hvor alt fra statsproduktion af værnemidler og en manifestering af de offentligt ansattes vigtighed skal ske gennem lønforhøjelse, er til diskussion. Følgelig COVID-19 verdensomspændende trussel mod menneskers helbred, har den klassiske kollektivisme rejst sig, for at gennemføre et historisk comeback, til et styre, som gennem tiderne, har vakt mere ondskab og død, end COVID-19 nogensinde kommer til – nemlig socialismens gode intentioner. Et skalkeskjul, som altid er ført ind ad bagdøren og med fejlagtige antagelser om verdenssituationen – hvor man erklærer kapitalismen for død, efter at havde myrdet den og trampet på dens eftermæle. De autoritære socialister som trives i totalitarismen og de tryghedsliderlige borgere som drages af middelmådigheden og passiviseringen, har set snittet til at angribe kapitalismen, og den frihed som den er fordret af – for at kunne skabe et samfund, hvor vi endnu engang, kan se os fattigere og mindre frie, til fordel for lighed, tryghed og magelighed. 

For vi må ikke glemme, hvorfor vi handler som vi gør og hvorfor Regeringen overhoved kan gøre som den gør. Da der er en åbenlys og ekstremt vigtig grund til, at vi kalder det for solnedgangsklausuler – som kun bør iværksættes i tilfælde af en trussel mod vores kollektive eksistens. Siden vores liberale frihedsrettigheders afmontering, om det er i vores ret til at bevæge os frit, forsamle os så mange det passer os eller muligheden for at drive forretning – er vores rettigheder kun til låns. Qua om der er tale om krig eller en verdensomspændende virus, må vi ikke glemme, eller skabe undskyldninger for bruddet med den frihed, som til dagligt er ufravigelig og uomgængelig. Da Regeringens håndtering af krisen og indskrænkning af vores frihedsrettigheder, hviler på dets midlertidighed – og derfor skal vi være varsomme med, at tale statens rolle op, og vores borgere og virksomheder ned. Da vi gerne på den anden side af denne horrible virus, skal vende stærkt tilbage – hvor vi borgere og virksomheder, bliver dem der skal få os tilbage på sporet, og ikke Regeringen. Den skal som antydet, reelt set bare give os pladsen til at gøre det og i det mindste sørge for en berettiget erstatning til dem, som man begrænser under solnedgangsklausulerne.