Den første linje i Karl Marx & Friedrich Engels “Det Kommunistiske Manifest” fra 1848 lyder "Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.” Det, som forfatterne mente var, at de etablerede magtbastioner i samfundet, fyrster, kirke og politiske ledere, var opskræmte over kommunismen og i fællesskab ville bekæmpe den nye, samfundsomvæltende ideologi. Det havde de ret i, og det var præcis, hvad der skete. Ikke desto mindre fik kommunismen gradvist vind i sejlene og kom i løbet af det 20. århundrede til at dominere en stor del af verden. Prisen var mange millioner døde og ufattelige menneskelige lidelser som følge af krig, udrensninger og hungersnød i bestræbelserne på at få et økonomisk og samfundsmæssigt system til at fungere, som kun fungerede i teorien og som krævede brutal undertvingelse af menneskets natur. I vores del af verden blev kommunismens spøgelse heldigvis omsider i det store og hele forvist til historiens mødding efter Berlinmurens fald i 1989.
I årene herefter nedtonede de hjemlige kommunister og marxister i navnlig Enhedslisten kraftigt deres sande ideologiske jeg, som ikke rigtig var i overensstemmelse med tidsånden længere. Tilsyneladende var de blevet en slags tilforladelige - lidt ekstra røde - socialdemokrater, som sagtens kunne være en del af en sund samfundsudvikling og danne parlamentarisk grundlag for socialdemokratiske regeringer. Under Corydon og Thorning var Enhedslisten - kommunisternes ægtefødte arvtagere – en del af det parlamentariske grundlag, men blev politisk ofte holdt ud i strakt arm, hvilket klædte regeringen umådeligt.
Under Mette Frederiksen-regeringen er Enhedslisten til gengæld kommet ind i den politiske varme og med helt ind i det politiske “maskinrum”. De har været med til at skrive forståelsespapir - den nuværende regerings reelle regeringsgrundlag.
Men lige under overfladen lurer det gamle marxistiske tankegods, som nu for alvor har fået vind i sejlene igen med først klimakrisen og nu coronakrisen. Begge dele kan snildt bruges som argumenter for hel eller delvis statsovertagelse af virksomhederne, planøkonomi, stram styring af befolkningens forbrug og højere skatter. Hele den tankegang, som ellers var blevet forladt, fordi den førte til økonomiske katastrofer.
Men det er og bliver et tankegods, som kun kan skade samfundet og gøre os fattigere og mere ufrie. I Information skriver Enhedslistens Pelle Dragsted (https://www.information.dk/debat/2020/04/pelle-dragsted-planoekonomien-paa-vej-tilbage-vaere-glade) ellers om, hvor glade vi bør være for at planøkonomien nu kommer tilbage. Han mener, at bl.a. Klimaloven er udtryk for en ny type af planøkonomisk tænkning og skriver tilforladeligt om, at det handler om at lægge “demokratiske planer for økonomien”. For markedskræfterne kan ikke få os igennem tidens store kriser, mener han, som ser sin egen politiske linje som en del af en tendens, der også har præget Socialdemokratiet helt tilbage til Jens Otto Krag og Socialdemokratiets efterkrigsprogram “Fremtidens Danmark” fra 1945.
Men det er en falsk melodi og åbenlys fordrejning af historien. “Fremtidens Danmark” var ganske vist i tidens stil et ret yderliggående socialistisk program med bl.a statslig kontrol med investeringerne i industrien, bedriftsråd på virksomhederne og et samfundsøkonomisk råd, der skal regulere hele landets økonomi. Men sådan gik det jo ikke i virkelighedens verden. De socialdemokratiske økonomer indså hurtigt, at vejen til en velfungerende velfærdsstat gik over et frit og blomstrende erhvervsliv, der kunne skabe velstand, som så kunne fordeles til fælles forbrug. Man ville ikke slagte den høne, der lægger guldæg. Erkendelsen var, at hvis der skulle være penge at fordele til velfærd, så skulle der være en privat produktion til at finansiere det - og en økonomisk vækst, der gradvist gør os alle rigere.
Den samme tillid kan man bestemt ikke have til den yderste danske venstrefløj, som nu igen vejrer morgenluft. Enhedslisten er blevet pænere og mere “stuerene” at se på, men som bag den nydelige overflade har præcis de yderliggående holdninger, som de hele tiden har haft. Pas på dem - og lad kommunismens spøgelse blive liggende på historiens mødding.
