Når staten tager så meget fra virksomhederne, bør den også hjælpe når krisen banker på

Martin K. Madsen,

16/03/2020

Jeg har altid været imod selskabsskatten. Helt fra jeg var 13 år gammel.

Jeg har fundet det dybt uretfærdigt, at man som virksomhedsejer skal betale en ikke-uvæsentlig skat af et overskudsbeløb, der kun eksisterer, fordi man som iværksætter har skabt en reel værdi - enten i kraft af et produkt, en ydelse eller ved prissætning af egen tid.

Jeg havde det på samme måde, da man før 2012 skulle betale skat af sine pokergevinster (det skal man ikke i dag). Et beløb, der kun fandtes, fordi nogle mennesker gad sidde oppe om natten.

Som iværksætter er man på tynd is, men man kan også have vinger. Man er aldrig garanteret et overskud. Det kommer alene i kraft af den værdiskabelse, selskabet kan levere. En værdiskabelse, der aldrig er garanteret. Omvendt kan man have stor succes og blive meget, meget rig.

Som iværksætter lever man med markedets luner. Det ser vi netop nu i fuld flor. Jeg kender selvstændige, der sidste år - på en 100 timers arbejdsuge - hentede 2 mio. kr. hjem pga. deres evner og gode ideer, og som netop nu har en ikke-eksisterende indtjening.

Jeg synes, at følgende principper bør gælde for Danmark.

1. Selvstændige er finansieringskilden til det gode samfund, som bla. offentligt ansatte faciliterer.

2. Som selvstændig har man risiko, men også muligheder. Man skal kunne vinde STORT (dvs. ingen skat af overskud), præcis som man kan tabe fatalt (konkurs).

3. Når nu man i dag tager meget skat fra private erhvervsdrivende, så er det heller ikke af vejen, at man hjælper virksomhederne gennem dette brutale chok, som handler om alt andet end at folk er dårlige til at drive deres forretning.