Jeg har været aktiv i dansk politik siden forrige årtusinde. Jeg bekender mig selv til den borgerlige tanke, og det har jeg gjort i alle årene.
Hvad jeg forbinder med borgerlighed er følgende: En livsstil, hvor hver enkelt borger som udgangspunkt klarer sig selv og er ansvarlig for egen lykke og eget liv, og hvor staten træder til som en hjælpende hånd til de, der ikke kan klare sig selv eller har været ramt af en uheld i kraft af sygdom, misbrug eller ulykke.
Sådan er min vision for samfundet, kort og godt. Staten skal hjælpe os, når vi har brug for det. Ellers skal den egentlig holde sig i baggrunden og lade civilsamfundet, familien og individet tager over i de fleste væsentlige forhold.
Det er dog mit indtryk, at den borgerlige samfundsvision er truet på livet i Danmark. Staten tager mere og mere over i danskernes liv, og i dag er det ikke uvant at høre om uddannelsesinstitutioner, der tilbyder morgenvækning til de studerende - det næste bliver sikkert, at staten også kommer og tager opvasken for os!
Når det offentlige ”rydder op på værelset” for os, så er det uendeligt skadeligt for den menneskelige mentalitet. Man lærer ikke at klare sig selv, og langsomt nedbrydes man via et tiltagende afhængighedsforhold til den offentlige sektor. De eneste, der har interesse i denne udvikling, er de mange offentligt ansatte, der arbejder hermed og som følge heraf har en jobsikkerhed nær de 100%
Jeg mener, at denne udvikling er uendelig skadelig for Danmark, og jeg er ikke i tvivl om, at landet på sigt kan tage varig skade, hvis ikke vi gør op med den uselvstændighed, der gennemsyrer vores samfund helt fra vuggen.
- Forældre umyndiggøres af børnehaven, hvis madpakken er forkert.
- Gruppearbejdet i folkeskolen kvæler individet, hvor de svage og de stærke må sejle i deres egen sø.
- Ungdomsuddannelsen tilbyder morgenvækning og det gøres sværere og sværere at dumpe. Man uddannes til at blive ansat - ikke til at blive iværksætter.
Da jeg blev færdig med min handelseksamen i 2007, ændrede man karakterskalaen i Danmark. 13-tallet røg ud og blev erstattet af et 12-tal, som var en blanding af karaktererne 13 og 11. For at gøre sig fortjent til et 13-tal, skulle man udvise en særegen grad af selvstændighed - for at få et 12-tal i dag skal man blot leve op til kravene, som pensum udstikker.
Kreativitet og selvstændighed belønnes ikke, og dermed er skaden allerede sket. Vi er alle afhængige af, at nogle laver virksomheder til os, som laver morgendagens produkter - for som udgangspunkt har vi alle fri kl. 15 og skal til badminton kl. 17, så vi har ikke tid til at være innovative. Det er der nogle andre, der må være.
Derfor er danskerne et harmonisk folkefærd, javist. Men den dag velstanden slipper og, har vi et stort problem. For velstand skal fornyes.
For 30 år siden var en stor del af verden kommunistisk. Dem var vi i sagens natur ikke i konkurrence med, da de i udgangspunkt intet opfandt af værdi. Men i dag er stilstanden i særligt eks-kommunistiske lande afløst af en spirende individualisme og skabertrang. Hele deres livseksistens er baseret på en vision om en dag at udkonkurrere ”os” her i Vesten. Sulten er der, men vi i Danmark ligger i dvale på sofaen efter en marathon-julefrokost.
Slipper vi godt fra det? Kommer vores oldebørn til at vokse op i den rige del af verden, eller bliver vi morgendagens Laos?
Det kan jeg desværre godt frygte. Hvis ikke vi gør noget ved den måde vi oplever verden på!
Vi er et genneminstitutionaliseret folk, der har vænnet os til at det offentlige er med inde omkring alle aspekter af vores liv. På det seneste er det blevet en vision fra den socialdemokratiske regering, at flere børn skal tvangsfjernes.
”Vi giver for mange chancer til forældre”, lød det fra Mette Frederiksen i nytårstalen. Analysér engang ordlyden og semantikken i den sætning. Forældre er nogle som staten ”giver chancer” - for børnene er som udgangspunkt statens. Det er det statsministeren reelt siger her.
På samme måde ”giver man skattelettelser”. Det er altså staten, der allernådigst GIVER danskerne flere penge mellem hænderne - den rigtige formulering er nok nærmere, at folk i første omgang betaler lidt mindre til staten. For vores penge er ikke, selvom socialisterne gerne ville ønske det, statens som udgangspunkt.
Et andet aspekt er adfærdsregulering af borgerne. Det er nu ikke længere et personligt ansvar, hvor vidt man vil ryge, drikke og spise sig mæt i slik. Det er statens ansvar, og langsomt men sikkert skal der flere afgifter på og borgernes frihed begrænses. For frihed kan jo bruges til at gøre noget dumt, lyder den internt brugte argument for at fjerne friheden.
Denne tendens i tiden må og skal modarbejdes.
Mange borgerlige mennesker, der lever efter de borgerlige værdier, engagerer sig forståeligt nok ikke meget i politik. Det er der to hovedgrunde til som jeg ser det.
Den første grund er, at i et land, hvor alle er uselvstændige, er det ualmindeligt nemt at få succes som et selvstændigt borgerligt menneske, der går egne veje. Måske har man ikke direkte nogen interesse i for stor forandring?
Den anden årsag er, at den systemiske tænkning, som jeg har beskrevet ovenfor, gennemsyrer alt i politik. Det gider man ærlig talt ikke, hvis ens udgangspunkt er individualistisk. Man gider ærlig talt ikke den skeptiske stirren, hvis man siger, at det er folks egen ansvar at få sig et job. Man gider ikke, at der altid skal tages udgangspunkt i laveste fællesnævner, og at alt skal handle om, at det er synd for en masse mennesker, som egentlig slet ikke er synd for i virkeligheden.
Men kære borgerlige! Vi mangler for mange af jer i den offentlige debat, og i den politiske sfære.
For ellers sander landet helt til i kollektivisme. Og det er i ingen af vores efterkommeres interesse.
Lad os gøre 2020’erne til selvstændighedens årti, hvor alle som udgangspunkt klarer sig selv og tager ansvar for eget liv.
