Et åbent brev til Trump om coronakrisen

Martin Juncher,

25/04/2020

Jeg har netop, og jeg må her trods alt sige for første gang i mit liv, skrevet et brev til en amerikansk præsident. Som det også fremgår af brevet, tvivler jeg på, at det vil blive læst, men så har jeg forsøgt.  

Jeg vil gerne dele det med jer læsere, selvom flere vil være uenige og fred være med det, men jeg har de seneste 6 uger i 300 opslag på de sociale medier og 3 avisartikler ikke lagt skjul på min mening, og det gør jeg heller ikke her.  

Det håber jeg ikke, at nogen gør, for vi har behov for et levende demokrati. Grundlæggerne af vores forfatning talte om levende vekselvirkning mellem som minimum befolkningen som det vigtigste element og dernæst en fri kritisk presse og den udøvende magt (regeringen), den lovgivende magt (folketinget) og den dømmende magt (domstolene).  

Da vi står i en særdeles følsom historisk situation, deler jeg her mit brev til Donald J. Trump (USA´s 45. præsident), afsendt til Det Hvide Hus, dags dato.

“Kære Hr. Præsident,  

Jeg er meget opmærksom på, at du er en usædvanlig travl mand, især lige nu i dette vitale øjeblik i menneskehedens historie.  

Jeg kan ikke forestille mig, at du vil kunne finde tid til at læse mine ord, men jeg mister ikke noget ved at prøve. 

For det første vil jeg som person, far til tre og dansk statsborger udtrykke min dybeste taknemmelighed og respekt for, hvad du gør for USA og for verden. Her tænker jeg på, at der ikke er startet krige, men sluttet fred under dit præsidentskab. Det er for mig den klart vigtigste lakmustest af alle, og man skal endog meget langt tilbage i amerikansk politisk historie for at finde et lignende tilfælde. Jeg håber, det varer ved. 

Jeg har støttet dig fra første dag, også før du blev præsident af åbenlyse grunde, som jeg ikke her behøver at forklare nærmere, udover at nævne din praktiske erfaring i problemløsning i virkelighedens verden og din vision om at “dræne sumpen” i det amerikanske politiske system, dvs. eliminere korruption, som blev meldt ud i oktober 2016.  

Jeg véd, at du siger “Amerika først”, men jeg ser, at du virkelig også tager ansvar for verden, hvilket er meget sympatisk og sjældent. Tak, fordi du udviser mod og lederskab på globalt plan, som jeg ikke har set før i min levetid.  

Nu til mit specifikke spørgsmål. Jeg er meget bekymret, især for vores børn og de kommende generationer, da vores nuværende socialdemokratiske regering i Danmark for nylig har gennemført en hastelov om tvungen vaccination, og derudover synes regeringen blindt at stole på Verdenssundhedsorganisationen WHO og EU.  

Jeg har sammen med, hvad der ligner et flertal af den danske befolkning, ikke tillid til nogle af disse internationale organisationer, som jeg for nuværende anser for at være korrumperede, hvilket skader alle europæiske lande. Det bekymrer mig, og jeg har de seneste 15 år stort set holdt min mund om politik og ladet de kloge om det. Mit fokus har været mit arbejde og min familie, men det der sker nu, er bare ikke acceptabelt.

Det er en katastrofal udvikling for Danmark, som er et unikt, veludviklet og menneskeligt land med dybe demokratiske traditioner, men de seneste hastelove er ude af trit med både vores forfatning og med befolkningens bedste.  

Hvis ikke Danmark og de europæiske lande i øvrigt følger USA's ledelse, ikke mindst i denne krisesituation, vil vi få ødelagt vores samfund af WHO og EU, der støtter en global verdensorden, som decideret fratager de nationale befolkninger vores frihed og ret til at bestemme, hvad sundhed er for os.  

Jeg véd godt, at jeg blot er en almindelig borger, og jeg taler måske til en mur her, men hvis du eller dit betroede personale læser dette brev, beder jeg venligst om dine specifikke råd til, hvad der kan gøres for at få denne meddelelse ud til så mange mennesker som muligt?  

På forhånd mange for din opmærksomhed."