Hvorfor er der mon ikke flere kvinder i politik? Et spørgsmål der bliver stillet oftere og oftere, og selvom folk, efter min opfattelse, bliver mere og mere enige om, at det skal der gøres noget ved, så rykker det ikke for alvor…
Kunne det måske skyldes de nedenstående eksempler, der helt sikkert ikke er enestående, men blot dem der siden årsskiftet har nået de landsdækkende medier?
En formand for Socialdemokratiet i Kerteminde fik ørerne gevaldigt i maskinen, da han til spørgsmålet om hvorvidt byrådsgruppen overhovedet havde brug for kvinder, fik sagt, at det havde de da, for det er ”rart nok” at have dem i ”bløde udvalg”. Tak for det, Ib. Jeg tror jeg springer over.
Birgitte Erhardtsen har også (igen) stukket hovedet frem, og i et bizart indlæg i Berlingske skabt et modsætningsforhold mellem Helle Thorning-Schmidt, der ”ikke (kunne, red.) lade være med at gå op i sit udseende, og det kan hun stadig ikke” på den ene side, og Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen på den anden, der ”passer deres arbejde” og derfor ”formentlig slet ikke (har, red.) tid til alt det hurlumhej med hår og matchende tasker og sko, der skal til, hvis man vil ligne en mannequin hver dag.”. Mig bekendt matcher mænd også sko, bælte og farven på jakkesættet, men de må gøre det på sådan en mande-måde der ikke påvirker deres arbejde. Pyh, heldigt for dem!
I går har Brigitte Klintskov Jerkel fra de Konservative så langt en video fra et byrådsmøde i Greve på facebook, hvor en diskussion om at forbyde valgplakater, kommer til at omhandle Brigittes rynker, eller mangel på samme(?). Jeg har endnu til gode at opleve, at mænd der genbruger valgplakater, bannere o.lign. bliver hængt ud på samme måde, fordi de i en valgkamp (også) bruger billeder uden rynker (chok!).
Som kvinde i politik skal man altså sidde i bløde udvalg, for det gør kvinder, men man skal ligne en mand mens man gør det, for ellers er det forstyrrende for ens arbejde, og så skal man huske ikke at genbruge ældre billeder, hvor man ikke kan se ”rynkerne”, for nu er det pludselig igen ens udseende, og ikke ens politik man skal bedømmes på, og så er det altså forvirrende når billederne ikke ligner 1:1.
Jeg bliver så langt i ansigtet. Det er vel fuldstændigt irrelevant for ens politiske arbejde, om man har to fedtdepoter på forsiden eller noget hængende ud mellem benene, om kandidatbilledet er taget i forgårs eller fra fire år siden, og så har jeg ikke meget til overs for hverken politikere eller vælgere, hvis de ikke besidder evnen til at koncentrere sig, alene fordi kvinden der taler til dem, har matchet sine sko med tasken.
Som den offentlige debat er på nuværende tidspunkt, tror jeg det vil bane vejen for flere kvindelige politikere, at alle dem, der har en holdning til hvordan man skal være kvindelig politiker, og særligt til hvordan man skal se ud som kvindelig politiker, skrev det i deres dagbog fremfor i offentligheden. Så kan det rent faktisk være vi kommer en lille smule tættere på målet om at have ligestilling i folketinget i 2030. Måske.
