Man kan ikke smide med bomber om mandagen, og så sige nej til flygtninge om tirsdagen

Regeringens flygtningepolitik er uambitiøs og skadelig for Danmark. Vi bør tage imod flere flygtninge, både fordi det er vores ansvar, men i den grad også fordi alt andet skader Danmark i det lange løb.

Lasse Pagh,

06/08/2020

Regeringen har besluttet sig for at tage imod 200 kvoteflygtninge. Det er fornuftigt, men at Regeringen vil tage imod så få, og endda møder modstand fra borgerlige partier er tåkrummende pinligt. At tage imod sin andel af flygtninge er et spørgsmål om ordentlighed, og regeringens tøvende flygtningepolitik lever ikke op til de forventninger, man bør have til et rigt land som Danmark.

Danmark er et krigsførende land. Det har det været længe. Bare de seneste 20 år har vi været involveret i krige i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Og når vi ikke selv aktivt fører krig, så er vi allierede med en lang række af andre nationer, der heller ikke er bange for at smide om sig med krudt og kugler. Men når man holder fest, så skal man huske at rydde op bagefter, og det har Danmark ikke gjort de sidste 5 år, når vi har nægtet at tage imod kvoteflygtninge. Vi har selv med vores militære aktioner sendt folk på flugt. Derfor er det kun ret og rimeligt, at vi tager imod den andel af kvoteflygtninge, som vi har forpligtet os til.

Gennem FN har vi lovet at tage imod 1500 kvoteflygtninge over treårige perioder. Vi kan selv bestemme hvor mange vi vil tage hvert år, det skal bare give 1500 efter tre. Det er oplagt at tage 500 hvert eneste år. Er det en uoverkommelig opgave for Danmark? Næppe. Der er 98 kommuner i Danmark, og hvis vi fordeler de 500 flygtninge mellem alle kommuner, vil det betyde 5-6 flygtning per kommune. Det er en hån mod de danske kommuner at sige, at de ikke kan tage sig af en håndfuld mennesker i nød.

Når Danmark løber fra sit internationale ansvar, så skader det kun os selv. Vi bliver husket som det land, der bryder en aftale, lige så snart det bliver lidt svært at overholde den. Det betyder kun, at næste gang Danmark skal forhandle en aftale på plads, så får vi mindre indflydelse ved forhandlingsbordet. Og det går ud over vores egne interesser. Hvis ikke man mener at Danmark har et ansvar for at tage imod nogle af de 70 millioner flygtninge på verdensplan, så må man i det mindste forstå, at kvoteflygtninge handler lige så meget om at styrke Danmarks aftryk på den internationale dagsorden.

Vi er en krigsførende nation, og derfor har vi et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt. Derfor indgik vi i kvoteflygtningesamarbejdet. En aftale er en aftale, og den skal følges. Det handler om ordentlighed. Og hvis vi så har en ambition om at ændre aftalen, så er vi nødt til at opbygge en stærk forhandlingsposition. At bryde en aftale er en kortsigtet handling, som i længden kun skader os selv. Kvoteflygtninge handler lige så meget om Danmark som det gør om mennesker på flugt. Derfor skal vi tage imod kvoteflygtninge – og gerne flere end 200 om året.