Naturtilstanden er et begreb, der bruges i politisk filosofi af de fleste oplysningsfilosoffer, såsom den engelske filosof, og politiske teoretiker, Thomas Hobbes (1588 – 1679) og den engelske filosof, politiske teoretiker og grundlægger af liberalismen, John Locke (1632 – 1704). Hobbes og Locke vil være omdrejningspunktet i denne artikel.
Naturtilstanden er en repræsentation af menneskets eksistens forud for samfundets eksistens, forstået i en mere moderne forstand. Hobbes og Locke har forsøgt, hver især, påvirket af deres socio-politiske baggrund, at beskrive mennesket, som mennesket var inden tilblivelsen af den samfundets eksistens. I denne forstand forsøgte disse to filosoffer også at spore, hvordan denne overgang skete, eller med andre ord, hvordan mennesket er blevet socialiseret, mens mennesket forlod deres naturtilstand.
Thomas Hobbes har en såkaldt ”negativ” opfattelse af naturtilstanden. Det bliver den kaldt i den filosofiske litteratur. Jeg ville nok benytte mig af et andet adjektiv. Efter hans opfattelse er naturtilstanden en tilstand af permanent krig, en permanent trussel mod individets fortsatte eksistens. For det første mener Hobbes, at alle mennesker er lige. Det han mener med det, er, at enhver mand kan dominere andre, uanset hvilke midler der bliver anvendt. Ud over det, mener Hobbes at alle mennesker vil de samme ting, altså har samme mål. Da denne tilstand af ønske er styret af lysten efter hvad andre har, og af behovet for at udfylde en trang, er mennesker i konkurrence for at tilfredsstille deres behov. Hvert væsen forsøger at dominere den anden. Altså en konkurrence om fortjeneste, frygt for sikkerhed og stolthed med hensyn til omdømme.
Tre konsekvenser er forbundet med naturen: fraværet af noget begreb om lov, retfærdighed og ejendom. Uden love, som i absolut frihed, regulerer ”junglen” menneskerettighederne. Alle har en naturlig ret, som er at beskytte deres egen eksistens, med risiko for deres død. Hvis der ikke er nogen lov, der kontrollerer individet, vil der ikke være nogen uretfærdighed, fordi hver har sin naturlige ret til at udtænke midlerne til at sikre sin egen sikkerhed, og der er ingen fælles magt eller myndighed på plads til at administrere retfærdigheden. Endelig er ejendomme fraværende, ligesom industrien, da naturtilstanden ikke tillader ejerskab. Kort sagt, denne naturtilstand er krig, som kun kan stoppes af de naturlige love, der er afledt af fornuften. Denne præmis bruger Hobbes til at forklare overgangen til den ”civiliserede” stat.
Ifølge John Locke er naturtilstanden ikke nødvendigvis en krigstilstand, som Hobbes mener den er. Selvom der for Locke forbliver en vis skepsis over for naturtilstanden, fordi han mener at den er fuld af upartisk retfærdighed. Naturtilstanden, som beskrevet af Locke, er derfor en af ligestilling, fordi alle har de samme kræfter som hans/hendes nabo, hvilket indebærer en tilstand af ikke-underkastelse. Det er også en tilstand af perfekt frihed, fordi individet ikke er afhængigt af nogen. Men denne frihed er ikke absolut, da den er afgrænset af to befalinger i naturloven, der stammer fra naturen og den menneskelige fornuft. Men, den, der udgyder et menneskes blod, vil se eget blod blive udgydet af en mand. Mennesket kan dræbe, men kun for ét formål: at straffe en lovovertræder, der krænkede princippet om ”fred og bevarelse af menneskeheden." Der er to rettigheder; retten til at straffe en person der begår en forbrydelse, og retten til at kræve erstatning for samme, for at sikre første rettigheds bevarelse. Det kræver magt at dømme og straffe. Dommen skal stå i relation til forbrydelsen, samtidig med at andre individer afskrækkes fra at begå en lignende forbrydelse. Dommer og tiltalte består begge af individer, hvori problemet ligger for Locke, fordi at han mener at menneskets ego gør mennesket i sagens natur partisk og uretfærdig. I modsætning til Hobbes, findes de naturlige love, som Locke fremlægger, i naturen. Og fordi de går imod individers frihed, betragtes de som grundlæggende træk ved den menneskelige natur.
Begge filosoffer mener, at den menneskelige fornuft imidlertid er resultatet af et tænkende og forsigtigt væsen. Naturtilstanden er ikke ækvivalent med en krigstilstand. Krænkelsen af menneskets frihed af mennesket, som skildrer krigstilstanden, er ikke den samme som den naturtilstand, hvor uafhængighed deles af alle parter. De ikke er to ensartede stater, men de er heller ikke to absolutte modsætninger. Hobbes og Lockes visioner er i konflikt, når det kommer til betydningen af naturtilstanden. I sidste ende er overgangen til staten præget af forfølgelsen af upartisk retfærdighed og forsvinden af krigsstaten.
For Thomas Hobbes stammer det første skridt fra naturtilstanden til staten fra fornuft. Det bliver til to naturlove, der forhindrer mænd i at blive ruineret ved at blive enige om at frasælge sig fra deres naturlige ret og stræbe efter fred. Naturlovene begrænser individets frihed, da de pålægger individet i ikke at følge dennes naturlige tilbøjeligheder som stolthed, hævn osv. Disse love forhindrer mænd i at kræve deres ret til at gøre, hvad de vil, og truer dermed med at vende tilbage til en stat af krig. Overgangen til staten søger at fjerne den krigstilstand, der opstår som følge af naturtilstanden. Så der er en uundgåelig nødvendighed af staten, der begrunder beskyttelsen af mennesker. Dette er en delvis overførsel af menneskets iboende ret til staten med absolut magt, som den giver beskyttelse til mennesker i deres liv til gengæld. Den magt, som staten udøver, kvæler konflikt og indfører fred blandt mennesker. Magt skal være i hænderne på et menneske eller en forsamling, altså en suveræn. Dette flertal indebærer imidlertid underkastelse af individer, der kanaliseres i én fælles vilje. Kort sagt, ifølge Hobbes er overgangen til staten en nødvendighed for at komme ud af en tilstand af ødelæggelse og anarki. For at sikre et fredeligt liv i staten, må mennesket derfor forlade sin naturlige ret.
Overgangen til staten for John Locke finder sted, når retfærdigheden ikke længere er upartisk. Før der etableres samtykke mellem mennesker, er der en slags udveksling i form af en tilstand af deres naturlige rettigheder til gengæld for retfærdighed. Denne regel indebærer at samtykke fra alle er nødvendig, for at sikre, at de underkaster sig folkets vilje. Hvis de handler imod dette, befinder de sig i en naturtilstand. Individet, der henviser til sine rettigheder på grundlag af en delt aftale, giver anledning til en legitim civil regering, der pålægger dens styre de personer, der er under den. Individet nedlægger sine rettigheder, for i naturtilstanden er nydelsen af privat ejendom usikker og man kan dårligt passe sig selv. Ifølge Locke, er manglerne i naturtilstanden at der er: fravær af etablerede love, uvildige dommere og magt til at gennemføre de afsagte domme. Disse tre huller fører til, at mænd forlader naturtilstanden for at beskytte og opretholde deres ejendom. Oprettelse af magt er nødvendigt, hvilket Hobbes er enig i. Men i modsætning til sidstnævnte er oprettelsen af magt ikke for at afslutte en krigstilstand, men for at afslutte en tilstand af uretfærdighed. Fra dette perspektiv er den nye regering upartisk retfærdig, og det manglede der i naturtilstanden. Derfor er staten ikke i sidste ende absolut, da den blev oprettet for at tackle de tre mangler ved naturtilstanden, og den strækker sig ikke ud over den offentlige sfære.
I sidste ende har hver filosof sin egen opfattelse af naturtilstanden og overgangen til staten. Ingen af dem er på noget tidspunkt enige om en fælles definition. Selvom flere koncepter gentager sig i begge deres filosofier igen og igen, er der ingen fælles definition af disse begreber. Kort formuleret, ses Hobbes og Lockes ligheder tydeligt. De er enige i udgangspunktet i antagelsen om naturtilstand. De ser begge frihed og lighed som naturlige tilstande. De fokuserer på retten til selvopholdelse (-forsvar) ift. naturtilstand og fokuserer begge på naturrettens faktiske mangler. De understreger logisk behov for samfundspagt, jf. utryghed og "de flestes" ufornuft og markerer samfundspagtens begrænsninger af friheden. Til sidst mener de begge at der er et behov for lov og orden, der håndhæves af en fælles indstiftet potentat.
Hvad er forskellen mellem de to? Jo, kort sagt, ses forskellene på flere punkter. Deres fremstilling af naturtilstanden varierer. Hobbes siger kort sagt at naturtilstanden er irrationel, at magten er vilkårlig, og at individet er ængsteligt og voldeligt. Locke mener dog, at naturtilstanden ref. til fornuft, magten er gensidig og at individet er bedre funderet i naturretslige principper. Hobbes foreslår derfor at fællesskabet underkaster sig en suveræn/et voldsmonopol, der ikke er forpligtet på naturret; men simpelthen på at indstifte fred, inkl. provisoriske love etc. Locke foreslår i modsætning til Hobbes, at fællesskabet underkaster sig en fælles vilje, der er til fortsat forhandling. Og samfundspagten skal sikre naturretslige principper og forbedre almenvellets vilkår. Ellers er oprør legitime.
