Den udbredte brug af digital kommunikation forhindrer mennesker i at udvikle interpersonelle færdigheder og have meningsfulde forhold til andre af fire nøgleårsager. For det første udveksler folk, der bruger digitale medier, ikke længere de kritiske sociale interaktioner eller udvikler de stærke venskaber og personlige relationer, som ansigt-til-ansigt samtaler tilbyder. For det andet opfordrer digital kommunikation folk, især yngre mennesker, til at bruge forhastede eller forkortede sprogmønstre, hvilket forhindrer dem i at kunne bruge eller udvikle vigtige sprogfærdigheder. For det tredje har folk en tendens til at miste deres rationalitet og blive uvenlige, når de bruger digital kommunikation. For det fjerde giver læringsmiljøer, der udelukkende er reduceret til digitale grænseflader, ikke børnene ansigt til ansigt-interaktioner, der er nødvendige for at udvikle vigtige ikke-verbale sociale færdigheder.
Meget af den kritiske sociale information, der udveksles i samtaler ansigt til ansigt, inkluderer vokale og visuelle signaler. Disse vokale og visuelle signaler giver folk indsigt i, hvad de mennesker, som de taler med, måske tænker eller føler, når deres samtale udspiller sig. Disse vokale og visuelle signaler er ikke typisk tydelige i samtaler, der finder sted gennem digitale medier. For eksempel, hvis nogen sms’er, og de bliver spurgt, hvordan de har det med en bestemt situation, vil den, der stiller spørgsmålet, ikke kunne se manifestationen af den svarende persons virkelige følelser, når de svarer. Denne form for samtaler tillader ikke mennesker at kommunikere med hinanden på en måde, der giver indsigt i, hvad den anden person virkelig føler. Men hvis disse samme mennesker havde en ansigt-til-ansigt samtale, ville de være i stand til at hente signaler fra hinandens kropssprog og tone, mens de talte med hinanden. Derudover, er der adskillige undersøgelser der viser, at kun ca. 7% af kommunikationen er baseret på det skriftlige eller mundtlige ord. Hele 93% er baseret på ikke-verbalt kropssprog.
Fordi folk bruger så meget tid på at bruge digital kommunikation, at de misser muligheden for al den kvalitetstid, de kunne have brugt med deres kære eller venner. Mange af disse mennesker synes, at det er vigtigere at tale med andre online eller på sociale medier, end det er at have kvalitetstid med venner eller familie personligt. Folk tillader sig også at tilegne sig en falsk følelse af betydning for andre mennesker gennem digital kommunikation. Som et resultat bliver disse personer loyale over for digital kommunikation, og de er villige til at udsætte eller give afkald på meningsfuld tid med mennesker personligt og i stedet bruge den tid til at sende kommentarer eller sms’er. Derudover erstatter disse sociale netværk undertiden et lille antal stærke sociale forbindelser med et større antal meget mere grundige forbindelser, hvilket fører til situationer, hvor en bruger kan have et stort antal ”venner” (som på eks. Facebook), men få faktiske kammerater i den virkelige verden.
Ligesom med stoffer kan folk blive afhængige af digital kommunikation. Dette kan have en negativ effekt på deres evne til at socialisere sig med andre personligt. Folk, der bliver afhængige af digital kommunikation, ender typisk uhøfligt med at afbryde det meste af ansigt-til-ansigt samtaler, de har med andre, for enten at se på en tekst eller kommentere et indlæg. Dette kan folk omkring dem vrede, og disse mennesker kan tage denne form for afbrydelse personligt. Mange mennesker har nu gjort det til en vane at prøve at holde regelmæssige samtaler, mens de også ser på deres telefoner eller bruger andre former for digital kommunikation. Desværre er vanen med at bruge digital kommunikation næsten blevet obligatorisk i samfundet, og mange mennesker er ikke klar over, at de har et problem. Disse mennesker kan potentielt blive afhængige af digital kommunikation for at klare virkeligheden i deres hverdag. Følgelig kan folk også udvikle frygt for at have ansigt til ansigt samtaler med andre, og de kan også erhverve ængstelige personligheder. Endnu mere er det sandsynligt, at folk, der ikke udvikler sociale færdigheder i en ung alder, ikke er så venlige eller udadvendte som andre, der får disse færdigheder. Mennesker, der er optaget af digital kommunikation i størstedelen af deres barndom, kan udvikle en naturlig afhængighed af dens anvendelse. Dette kan påvirke den måde, de behandler information, kommunikere og socialisere. Disse mennesker kan ende med at udvikle sociale problemer, der kan forhindre dem i at få succes og opbygge stærke forhold til andre senere i deres liv.
Efterhånden forholder sig sådan, at børn tidligt i livet introduceres til digital kommunikation, og fra det tidspunkt bruger de næsten konstant det. Da skrivning af tegn er grundlæggende for sms eller brug af andre former for digitale medier, prøver de fleste mennesker at skære hjørner, når de vil formidle deres beskeder hurtigere. Brugen af symboler, såsom smileys, emoji og forkortede ord som eksempelvis ”LOL” (laughing out loud), ”BTW” (by the way), ”IMO” (in my opinion), ”M8” (mate), ”OMG” (oh my god), ”IKR” (i know right), osv. osv. har fået teenagere til at blive for afslappet med hensyn til sprogbrug. Det skal hertil nævnes, at på trods af at disse forkortelser er engelske, så bruger europæiske, såvel som danske unge, dem særdeles ihærdigt. Digital kommunikation har opmuntret folk, især unge mennesker, til at bruge denne slags sprogmønstre. Denne vane med at bruge korte udsagn og hurtigt sprog i digitale medier kan forhindre yngre mennesker i at være i stand til at bruge tankegang på højere niveau til at formidle deres ideer. Hvis de også gør dette til en vane i ansigt-til-ansigt sociale omgivelser, kan de miste eller måske aldrig udvikle de sociale færdigheder til effektivt at formidle meningsfulde ideer eller få deres pointe over til de mennesker, de taler med. Med andre ord, hvis folk begynder overdrevent at bruge sproggenveje i digitale medier i en ung nok alder, kan de måske aldrig udvikle de færdigheder, der er nødvendige for at socialisere ansigt-til-ansigt med andre, når de er ældre.
Folk bruger nu det meste af deres barndom og voksen alder på at kommunikere digitalt. Dette bedøver ikke kun en persons kommunikationsevner, men det hindrer også deres evne til at være rationelle og venlige, mens de taler med andre i en ansigt-til-ansigt samtale. Ofte når folk bruger sociale medier eller spiller spil med andre mennesker online, vil de sige ting, som de normalt ikke ville sige i en ansigt-til-ansigt samtale. Når folk bruger digital kommunikation, kan de undertiden ende med at sige ting, som de måske synes er sjove, men at andre mennesker kan synes at være sårende. Når internettet reducerer en person til et ansigtsløst skærmnavn, kan det gøre det svært for nogle brugere at huske, at der findes en faktisk person bag avataren, hvilket kan tilskynde til fjendtlighed og ekskluderende opførsel. Fordi de ikke taler med andre i en ansigt-til-ansigt samtale, når de bruger digital kommunikation, kan folk undertiden få en fornemmelse af, at de overhovedet ikke taler med et menneske, men i stedet for noget, som de blot kan kalde alle mulige frygtelige og skøre ting, uden det har nogle konsekvenser. Som et resultat kan folk blive så vant til at skade andre online, at de i sidste ende ikke har nogen hensyn til, hvad de siger, når andre er i deres selskab. Desuden vil folk, der er vant til at blive latterliggjort af andre mennesker online, sandsynligvis ikke forskellen mellem venlig humor og mobning i ansigt-til-ansigt omgivelser.
Mange mennesker siger, at digitale læringsmiljøer faktisk hjælper børn med at forbedre deres læringsevner. Da mange af de kritiske elementer i læring involverer sociale interaktioner, er dette argument imidlertid falskt, og der er bevis for at tilbagevise det. Undersøgelser har vist, at børn, der lærer i miljøer, som er eksklusive til digitale grænseflader, ikke udvikler nogen forbedringer i deres sociale færdigheder og personlige interaktioner. På den anden side har børn, der lærer uden digitale grænseflader og interagerer med andre personligt, vist forbedringer i deres sociale interaktion med andre. For eksempel i en undersøgelse, der involverede en eksperimentel gruppe og en kontrolgruppe af børn, tilbragte den eksperimentelle gruppe 5 dage i en lejr uden adgang til nogen form for skærmbaseret eller elektronisk kommunikation; i stedet var de begrænset til ude lukkende personlig interaktion. Kontrolgruppen blev dog hjemme med adgang til alle elektroniske enheder. Ved undersøgelsens afslutning viste den eksperimentelle gruppe børn signifikant forbedring i deres interaktion personligt, hvad angår læsning af ansigtets følelser, men kontrolgruppens færdigheder var uændrede. Selvom digitale læringsmiljøer muligvis gør læring hurtigere, lærer disse miljøer ikke nødvendigvis børn de læringsevner, de har brug for, for at fungere ud over en skærm. Disse læringsfærdigheder kan omfatte ting som at være i stand til at følge den enkeltes instruktioner, være opmærksomme eller stille spørgsmål til andre, når de er usikre. Internettet giver studerende øjeblikkelig adgang til svar ud over hvad der er i deres lærebøger. Faktisk er dagens børn allerede kendt med begrebet ”Google det” for at finde svar på spørgsmål. Selvom dette er en fordel for børn, når de forsøger at lære, kan det være mere negativt at have så let adgang til en sådan enorm udbud af information. Børn, der er i skole i dag, er så afhængige af digitale grænseflader som internettet for at indsamle viden, at de ikke har de interpersonelle færdigheder, der er nødvendige for at stille folk spørgsmål, når de har brug for hjælp. På grund af dette forbedres børns læringsfærdigheder på ingen måde ved brug af digitale læringsmiljøer.
Konklusionen er, at digital kommunikation er blevet så populær og udbredt, at den har erstattet mange ansigt-til-ansigt samtaler og personlige interaktioner, der giver vigtige sociale udvekslinger, som voksne og børn, der udvikler interpersonelle færdigheder i ung alder, har brug for. Digital kommunikation har overtaget det sociale aspekt af livet for mange mennesker, der bruger det. Følgelig kan disse mennesker ende med at bruge mindre tid på at socialisere sig med andre og udvikle interpersonelle færdigheder. På grund af dette bliver voksne og børn kun fortrolige med digital kommunikation, og de kan miste eller aldrig engang udvikle evnen til at kommunikere med andre i virkelige sociale miljøer. Som et resultat forhindrer digital kommunikation mennesker i at være i stand til at have meningsfulde forhold til andre, og det forhindrer dem i at udvikle interpersonelle færdigheder. Løsningen på den slags er ikke, som jeg indledte med politisk. Vi ønsker ikke et samfund hvor der politisk indblanding i de her slags sager – men må vi i stedet insistere på et opgør med den måde vi bruger sociale medier, og den her slags teknologi på, i al almindelighed. Det burde kunne lade sig gøre.
