I denne uge rundede Venstre, Danmarks liberale parti, en historisk milepæl ved fejringen af sin 150-års fødselsdag, og fejringen var en milepæl i landbrugspartiets lange historie med nævneværdige meritter såsom indførelsen af parlamentarisme og valgret til kvinder. Listen over Danmarks største borgerlige partis konstruktive tiltag og positive initiativer er lang, og partiet har meget at anerkendes for, men på paradoksal vis rammer denne store festlighed ned i et liberalt vakuum, hvor meningsdannere og offentligheden i en synkron symfoni plæderer for, hvordan det borgerlige Danmark synes ikke-eksisterende, og hvordan troen på at mindre stat og mere frihed blandt befolkningen opfattes som værende en utopisk illusion uden hold i det virkelige univers.
Og ak, blå blok er skam i store vanskeligheder og præges i øjeblikket af dysfunktionalitet med interne stridigheder mellem partierne og generel skepsis. Kritikken fra venstrefløjen og offentligheden går på, at skællene mellem det værdipolitiske spektre og det borgerligt liberale grundsyn på økonomi ganske grundlæggende er for store mellem de blå partier, og som det største borgerlige parti må det derfor være op til Venstre med rollen som kongerigets største liberale parti at sammenflette disse to politiske tematikker og skabe en fælles konsensus om generelle målsætninger, med henblik på at kunne danne en fælles opposition, der holder regeringen og venstrefløjen op på deres historisk dyre valgløfter. Denne fælles indsats mod et fælles mål må ikke undergraves af dybe interne uoverensstemmelser partierne imellem, for gravning af skyttegrave og polariserende retorik over for sine medkompagnoner har sjældent skabt progressive resultater, og derfor må det borgerlige Danmark atter samles, så Nye Borgerlige og Simon Emil Ammitzbøll ikke gisner ved synet af hinanden under diskussion om integrationspolitik, og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke ryster opgivende og ideforladt på hovedet, når den økonomiske politik skal drøftes de blå partier imellem.
For i en tid hvor den verserende coronakrise har passiviseret befolkningen og fjernet autoritetskritikken blandt store udsnit af befolkningen, når regeringen har tildelt sig beføjelser til indtrængen i private hjem uden hjemmel i retskendelser, eller når magthaverne i regeringen indfører vidtrækkende lovgivning med grelle overtrædelser af den personlige frihed og retten til privatliv og først ved pres fra sit parlamentariske grundlag stadfæster lovgivningen med solnedsgangsklausuler. Eller når regeringen uddeler milliardbeløb til folk på overførselsindkomst som trøstegave ud fra devisen om, at det er synd for de ikke-arbejdende, at de ikke har mulighed for udbetaling af feriegodtgørelse, som hårdtarbejdende danskere dagligt står op og arbejder for, og nu får mulighed for at modtage, velvidende at feriepengene på formynderisk vis fratages dem på månedlig basis grundet magthavernes manglende tillid til befolkningen. Ja, så burde alle borgerlige alarmklokker ringe og indkalde til fælles protest og kritisk stillingtagen i stedet for at kritisere hinanden internt for mulig manglende handling og mangel på skepsis.
Men en borgerlig opblomstring er ikke blot nødvendig i disse ekstraordinære tider, hvor man ikke kan vide sig sikker på morgendagens begivenheder. Når coronaepidemien med tiden aftager i styrke, og den gængse hverdag atter returnerer, står vores land overfor en massiv økonomisk krise, hvor enorme lånesummer skal afbetales, samtidigt med at arbejdspladser skal genskabes for at sikre en ansvarlig vej ud af krisen, som vigtigt at bemærke er en produktivitets- og indtjeningskrise og ikke en forbrugskrise. Det private forbrug og den private efterspørgsel har nemlig ikke været mærkbart lidende under nedlukningen af landet, og det er derfor endnu mere essentielt, at den kommende disponering af offentlige midler er kløgtigt og fornuftigt begrundet. Men foran os står en om muligt ligeså alvorlig situation med et klima, der er under hastigt forandrende vinde i disse år, og her savner det politiske landskab flere liberale løsninger på udfordringen, som i alt for lang tid har været monopoliseret af venstrefløjen med umådeligt fortærskede løsningsforslag, som alle munder ud i de samme to begreber, som virker til at være de eneste to remedier for venstrefløjen i dens evindelige tro på socialismens evne til at besejre alle problemer. Nemlig skatter og forbud.
Det borgerlige Danmark har dermed en gylden mulighed for nu at samle sig og skabe en kritisk og konstruktiv røst i kampen mod corona og i processen mod at konstruere en stærk opposition mod en regering, som nyder godt af vulgært store fremskridt i meningsmålingerne.
Lad mig derfor slutte af med en agitation for at det borgerlige Danmark gør op med fløjkrige og fløjkrigere anført af Venstre i spidsen, som med 150 år på bagen må være dirigentstokken i arbejdet for et borgerligt og liberalt Danmark med yderligere vægt på frihed og fællesskab.
Af Jens Paaske Klausen
