SYGEHUSENE AFVISER MANGE HENVISNINGER FRA PRAKTISERENDE LÆGER – DET MÅ STOPPE

Der er et stort problem i at henvisninger af patienter til sygehusene afvises, hvis der blot er små fejl i udfyldelsen af henvisningen. Det kan vi ikke være bekendt overfor patienterne!

Jacob Rosenberg,

14. november 2021

Det er specielt alvorligt i de såkaldte kræftpakker, hvor patienten har symptomer på kræft og derfor skal undersøges hurtigt, så der kan stilles den rigtige diagnose. Den praktiserende læge skal udfylde rimelig mange detaljer, for at henvisningen vurderes at være korrekt, og det halter så lidt en gang imellem i en travl almen praksis. Selvfølgelig bør det være udfyldt ordentligt, men hvis det nu alligevel ikke er helt perfekt udfyldt, så bør sygehuset altså ikke bare maskinelt afvise henvisningen. Hvad med lige at ringe til den praktiserende læge og få afklaret misforståelsen? Lægen i almen praksis er højtuddannet og gør garanteret sit bedste for at hjælpe patienten, og så skal sygehuset ikke bare afvise henvisningen pga. en teknisk detalje.

Det er i mine øjne lidt for meget hovski-snovski, og sygehusets læger bør tænke mere på den nervøse patient i stedet for at hænge sig i bureaukratiske detaljer. Se nu bare at få kaldt patienten ind og få lavet de nødvendige undersøgelser. Hvor svært kan det være? Der har været forslag fremme om et regelret forbud mod skriftlige afvisninger, og det kan jeg til dels godt støtte. Der skal være dialog. Det kræver dog også, at den praktiserende læge er til at få fat i, men desværre er det ikke altid tilfældet. Hvis vi skal have løst problemet med de mange afviste henvisninger, så er det bydende nødvendigt, at den praktiserende læge anfører et direkte telefonnummer, så man netop kan tage dialogen, hvis det er nødvendigt. Så ansvaret går selvfølgelig begge veje.

Der ser ud til at være et specielt problem i psykiatrien, hvor mange henvisninger til den psykiatriske funktion på sygehuset afvises af forskellige grunde. Der er desværre udbredt mangel på speciallæger i psykiatrien, og det har ført til, at visitationen ikke altid varetages på et tilstrækkeligt højt niveau. Det kan føre til forkerte afvisninger. Et godt gatekeepersystem kræver, at det bemandes af kompetente fagpersoner, og inden for psykiatrien bør det være speciallæger i psykiatri. I dag bemandes mange af de centrale visitationer af sygeplejersker, som dog kan spørge en speciallæge til råds, men sådan bør det ikke være. Der har endog været afvist henvisninger fra praktiserende speciallæger i psykiatri, og det er jo helt i skoven.

Vi kender desværre ikke problemets omfang, da der ikke føres ensartet registrering af afviste henvisninger i de forskellige regioner. Der er dog ingen tvivl om, at problemet eksisterer, og målet skal være nul afviste henvisninger.

En anden problemstilling er så, hvis patienten modtages i et ambulatorium på sygehuset, men kun ses af yngste læge, som måske ikke rådfører sig med en speciallæge på området. Det ser vi desværre ind imellem, og det kan skyldes manglende regler på den enkelte afdeling for, at man altid skal konferere med en speciallæge og få lagt en relevant plan, eller det kan undertiden også skyldes travlhed og manglende tilstedeværelse af en speciallæge på det pågældende tidspunkt. Dette handler i bund og grund om dårlig ledelse, men det er ikke desto mindre noget, der forekommer ind imellem. Tænk dig lige scenariet: En højtuddannet speciallæge i almen medicin henviser patienten til sygehuset for at få en specialistvurdering med en plan for udredning og behandling. Patienten ses så af yngste læge på sygehuset, dvs. en læge, som måske kommer lige fra eksamensbordet, men dog er ansat på den relevante afdeling, hvor henvisningen er landet. Der er noget, der halter her.

Derfor må vi have et system, hvor ingen henvisninger fra almen praksis til sygehuset afvises skriftligt uden forudgående kontakt til den henvisende læge. Og når patienten ses på sygehuset, skal der altid være en speciallæge involveret.