Op til folketingsvalget i juni 2019 var der næsten ingen grænser for, hvad Socialdemokratiet lovede vælgerne, såfremt de kom til magten. Vi måtte forstå, at Danmark skulle igennem en stor klima-omstilling, men vi har endnu ikke hørt nu snart et år efter valget, hvad disse klimatiltag kommer til at betyde for samfundet, økonomien eller den enkelte borger. Der var heller intet problem i at love flere pædagoger i daginstitutionerne, og den famøse ”Arne” skulle på tidlig pension.
Set udefra er det som om, alle disse valgløfter er lagt i skuffen, og at man træder vande indtil næste valg. Jeg har efterhånden oplevet rigtig mange folketingsvalg, og en ting der går igen er de mange brudte valgløfter. Det forekommer i begge lejre, men der tegner sig et ret tydeligt mønster for socialdemokraterne. Kan du huske de 100 brudte valgløfter på blot 100 dage i Helle Thornings regering)?
På sundhedsområdet var løfterne i valgkampen i foråret 2019 meget vidtgående, og samtidig var VLAK-regeringen i gang med at designe en større sundhedsreform, som skulle redde det samlede sundhedsvæsen for en regulær nedsmeltning i takt med, at vi bliver flere ældre og med flere sygdomme i et presse sundhedsvæsen.
Essensen i den blå sundhedsreform var, at regionerne skulle erstattes af 21 sundhedsfællesskaber, hvor der var indlagt et meget tæt samarbejde mellem almen praksis, det kommunale sundhedsvæsen og sygehusene. Resultatet skulle bl.a. være at gøre det muligt for kommunerne at overtage en del af behandlingsansvaret for patienter, som ikke har strikt behov for, at deres behandling styres stramt af et sygehus.
Denne model kunne således muliggøre, at håndtering af de mest syge kunne varetages af sygehusene, og de lidt mindre behandlingskrævende kunne varetages udenfor sygehusene. Uden en sådan reform, i et scenarie med mange flere ældre med flere sygdomme, vil vores højt specialiserede sygehuse brænde sammen.
Det kommunale sundhedsvæsen og almen praksis er slet ikke klar til at overtage ansvaret for disse mange patienter, så en sundhedsreform er bydende nødvendig. Og det haster.
Socialdemokratiets løfter på sundhedsområdet indeholdt bl.a. 1.000 flere sygeplejersker, flere sosu-assistenter, læger og andre sundhedsprofessionelle i hele sundhedsvæsenet, og patienterne skulle væk fra hospitalsgangene med et løft af det nære sundhedsvæsen.
Man lovede flere praktikpladser til sosu-assistenter, flere udgående akutfunktioner fra sygehuset og kommunale akutpladser for ældre, der er færdigbehandlede, men som ikke er raske nok til at være hjemme hos sig selv. Desuden lovede man, at flere kræftpatienter skulle have behandling til tiden, og levetiden skulle op.
Forskning og anvendelse af nye banebrydende behandlingsformer som skræddersyet medicin og immunterapi skulle styrkes, mere inddragelse og hjælp til pårørende, og mere tillid til de ansatte med mindre kontrol og mindre unødigt bureaukrati. Man foreslog således en selvstyre-reform, så personalet kunne bruge mindre tid bag skærmen og mere tid ved patienten.
Vi fandt aldrig ud af, hvordan en sådan selvstyrereform kunne se ud, og samtidig har de to socialdemokratiske regionsrådsformænd i Østdanmark krampagtigt fastholdt Sundhedsplatformen, som netop trækker personalet væk fra patienterne og hen foran computerskærmen. Der er altså noget her, der ikke hænger sammen.
Man foreslog endvidere, at der oprettes nærhospitaler tættere på borgerne, men vi fandt aldrig ud af, hvad sådanne nærhospitaler skulle kunne levere. Og det i en tid, hvor man i årevis har specialiseret behandlingen og samlet det på færre og større sygehuse netop for at øge kvaliteten. Forslaget har mødt modstand fra fagfolk og fra patienterne. Der er noget, der ikke hænger sammen her.
Man gik hårdt ud i medierne og angreb de ”åh så privilegerede” læger med et forslag om tjenestepligt for alle nyuddannede læger i almen praksis i lægedækningstruede områder. Man ønskede, at alle nyuddannede læger skulle arbejde seks måneder som alment praktiserende læge i de landsdele, hvor der er mangel på læger. Men en nyuddannet læge kan ikke varetage arbejdet i almen praksis, hvor den rigtige kvalitet kræver en speciallæge i almen medicin.
Og hvis man tvinger de nyuddannede ud i almen praksis, så vil de mangle på sygehusene, hvor de nu er ansat. Der er ingen arbejdsløshed blandt lægerne, så en udvidelse i almen praksis med et fingerknips vil skabe stor mangel på sygehusene. Så hvad er det lige for nogle sygehusbehandlinger, som vi så ikke skal tilbyde borgerne længere? Der er noget, der ikke hænger sammen her.
Vi lærte inden valget, at Socialdemokratiet ville optage forhandlinger med Lægeforeningen, herunder PLO og Yngre Læger, om hvordan alle danskere sikres en praktiserende læge tæt på deres hjem. Hvad har man gjort i denne sag? Ikke noget mig bekendt.
Ansvaret påhviler regionerne, og det er en vanskelig opgave at få løst. Det ser dog ud til, at vi har fået knækket koden i Region Hovedstaden, men det har altså ikke været med forhandlinger mellem regeringen og forskellige fagforeninger.
Den borgerlige sundhedsreform kom aldrig i mål, da man ikke kunne nå det op til valget. Socialdemokraternes et-parti-regering skulle således løfte opgaven i en revideret form straks efter valget, men sundhedsministeren har ved flere lejligheder åbenhjertigt redegjort for, at det ikke bliver foreløbig. Jamen, hvornår så kære Magnus Heunicke? Han har udskudt det på ubestemt tid, og så kom corona-krisen, som derved har fredet både ham og den øvrige regering for en stund.
Det er klart, at man i øjeblikket har rygende travlt med at navigere Danmark gennem denne katastrofe, men på den anden side venter et massivt pres fra befolkningen og fra folketingets øvrige partier for noget konkret action på alle de mange valgløfter. Det er helt normalt, at befolkningen samles om en statsleder i en krisetid (“Rally ‘round the flag effect”), men historien fortæller også, at de selvsamme statsledere efterfølgende kan lide et stort valgnederlag.
Statens økonomi i et valgår kan have stor indflydelse på valgresultatet, og når regningen for alle hjælpepakkerne skal betales, kan det derfor i høj grad blive en trussel for Mette Frederiksens næste valgresultat.
Det bedste råd til regeringen må derfor være at holde fokus på de mange valgløfter og få sat skibene i søen allerede nu. Ingen forventer løsninger nu og her midt i corona-krisen, men så snart der bliver lidt luft i systemet igen, så skal der altså til at ske noget med de mange valgløfter.
