RULE BY FEAR

- kun frygt og egeninteresse motiverer mennesker, sagde Napoleon.

HP Beck,

12/07/2020

Ingen kan være uenige i, at nedlukningen af Danmark var i orden, og at man handlede ud fra de oplysninger, man havde på daværende tidspunkt.


Men man skulle alligevel næste tro, at Statsministeren og hendes rådgiver Martin Rossen havde læst det gamle citat fra Napoleon, for allerede i valgkampen lod de dygtigt store vælgergrupper tro, at nu er det snart Arnes tur. Altså at folk, der følte sig nedslidte, burde stemme på Socialdemokraterne for at sikre sig en tidligere pension. Den nu 60 årige Arne Juhl fra Fjelstrup, har dog ikke mærket nogen forandring endnu, og jo dyrere corona-krisen bliver for samfundet, jo mindre sandsynligt bliver en lavere pensionsalder for folk som Arne.


Og mht. frygt, har vi siden corona-krisens start været vidne til en sand opvisning i hemmelighedskræmmeri og tilbageholdte oplysninger fra Regeringens side. Selv da tallene var positive, måtte vi ikke få det at vide, og ingen kunne tvinge beregningerne ud af ministerierne. Man kunne ellers have valgt en åben tilgang, som i Norge, hvor den norske Regering åbent lægger alle beregninger frem, og tager debatten om prisen for et menneskeliv, og erkender sammenhængen mellem økonomi og sundhedsvæsen, men det gjorde man ikke.


Den debat har vi virkelig savnet herhjemme, hvor vi i stedet har måttet ligge øre til en Statsminister, der igen og igen har gentaget, at hvert et dødsfald er en tragedie. I virkeligheden hænger tingene sammen, for når der igen skal laves sundhedsforlig og deles penge ud til sygehusvæsen og varme hænder, så spiller økonomi selvfølgelig en afgørende rolle for, hvor meget vi har råd til. Det siger sig selv.

Mette lukker landet

Men politisk er det en smart strategi, Statsministeren benytter, for hver eneste gang Statsministeren toner frem og rydder hele den politiske dagsorden, blegner oppositionen, og Regeringen kan glæde sig over høje meningsmålinger. Så pyt med, at voksne menneske føler sig talt ned til ved de mange ekstra "nytårstaler", hvor Statsministeren dels roser sig selv, og dels fortæller, at borgerne skal huske at vaske deres hænder.


Jeg forudser derfor en masse bittesmå skridt i retning af genåbning, så Statsministeren kan trække mest mulig opmærksomhed fra medierne, og holde fokus på sig selv så lang tid som muligt. Lidt som dengang Sergey Bubka konsekvent satte verdensrekorder i stangspring med én centimeter af gangen, fordi han fik bonus fra sponsorerne, hver gang en ny rekord var i hus.


Men selv store dele af befolkningen kan godt lide den magtfuldkommende stil med de mange påbud, også selv om landet i skrivende stund har bare fire corona-patienter i kritisk tilstand, så fortsætter de fleste nedlukningstiltag. Den slags er selvfølgelig ikke uden omkostninger. F.eks. da man reelt lukkede hele charterbranchen ved at fraråde al ferierejse indtil september. Beslutningen havde ingen sundhedsmæssig begrundelse, og tre uger senere var det så alligevel okay at rejse sydpå, men da var det for sent, og rejsebranchen sagsøger nu staten for et milliard-beløb.


Næste år er corona forhåbentlig fortid, og vi har en vaccine, der tillader os at vende tilbage til hverdagen, som vi kender den med knus, festivaler og faste håndtryk. Der vil være rigeligt at tag fat på for det borgerlige Danmark, men vi skal huske, at vi aldrig skal lade os styre af frygt, ligegyldigt om det handler om sygdom, flygtninge eller klima. Vi skal bevare roen og træffe de beslutninger, der gavner landet mest muligt.