Europa i krig med Rusland.

Erling Petersen,

06/03/2022

Efter Ruslands invasion af Ukraine er Europa realt i krig med Rusland. Det er stadigt en kold krig, men ingen ved hvor længe. Putin har for mange år siden erklæret, at den største katastrofe i det 20'ende århundrede var Sovjetunionens sammenbrud, men få har hørt efter. Nu får vi så at føle. I hans verden bør Ukraine, Finland, De baltiske lande og alle de østeuropæiske lande være under Ruslands kontrol. Rusland bør være som imperiet under Zaren. Vi ser nu, at Putins er villig til at betale enhver pris for at genoprette det tidligere Russiske imperium. Inklusiv krig. I 1999 var det Tjetjenien, der måtte betale prisen. I 2008 var det Georgien. I 2014 måtte Ukraine aflever Krim, og nu er det så igen Ukraine, som må betale. Putin har ikke lagt skjul på, at de næste på hans liste er Finland og de baltiske lande.

Vi oplevede det samme i 1930'erne og 1940'erne, hvor Hitler med samme påstande om historisk ret, indtog små og større bidder af Europa, som blev lagt ind under Tyskland. Hver gang var det kun lige et mindre område, som med mange forskellige forklaringer naturligvis måtte ”tilbage til moderlandet”. Han fik lov, medens resten af Europa passivt så til. Først da Hitler gik ind i Polen i 1939, besindede resten af verden sig til at sige stop. Det blev indledningen på 2. verdenskrig. Hvor langt skal Putin have lov at gå, før resten af verden siger stop?

Vi ser nu, at Europas grænseløse naivitet har gjort os forsvarsløse over for Ruslands brutalitet og imperiedrømme. Europas manglende militære kapacitet og afhængighed af Russisk gas er uforståeligt og aldeles utilgiveligt. Fordi vi ikke har haft mod til at tage os af de væsentlige spørgsmål som sikkerhed og frihed, har vi opfundet pseudoproblemer at drille hinanden med. Som f.eks. sexchikane, racediskrimination og en spektakulær frygt for, at det måske igen kan blive lige så varmt, som det var i Vikingetiden.

For at få standset galskaben, må Europa og USA erkende, at vi er i krig med Rusland. Eneste måde at få standset Putin og få Rusland ud af Ukraine på er, at gøre prisen for høj for Putin. Det kan vi kun gøre ved at afbryde alt samarbejde. Det var isolering af Sovjetunionen og et meget dyrt våbenkapløb der fik Sovjetunionen til at kollapse og skabe fred i det meste af Europa i 30 år. Vi skal have et nyt jerntæppe. Ikke ned gennem Europa, men rundt om Rusland. Europa skal standse alt køb af russisk kul, olie og naturgas! De mistede indtægter vil gøre meget ondt på Rusland. Det vil også blive meget dyrt og besværligt for Europa. Det vil utvivlsomt føre til meget højere energipriser og måske vil det også være nødvendigt med rationeringer og bilfrie søndage som i 1973. Vi vil blive nød til at finde andre energileverandører, genstarte atomkraftværkerne, de kulfyrede elværker, øge Europas egen olie- og gasproduktion og udnytte nogle af de enorme skifergas ressourcer, som findes i vores undergrund. Det bliver dyrt og besværligt. Vi bliver også nød til at sætte vores religiøse ”grønne omstilling” på pause i nogle år. Men hvad er alternativet! At vente på, at det bliver Finlands tur?